Serier

Erhvervsministeren lover hjælp til eksportvirksomheder

Regeringen vil gøre, hvad den kan for at afbøde en krise hos de danske eksportvirksomheder, som måske slet ikke har set det værste endnu, fastslår erhvervsminister Simon Kollerup.

Corona rammer verden
Erhvervsminister Simon Kollerup. Foto: Stine Bidstrup

Både erhvervsorganisationer og regeringens egne økonomiske eksperter advarer om, at mange danske eksportvirksomheder havde ordrebøgerne fulde i foråret, men risikerer at blive ramt af et kraftigt tilbageslag i efteråret, hvis der ikke kommer nye ordrer nu.

Den advarsel er helt reel, fastslår erhvervsminister Simon Kollerup, og derfor har eksporten og udviklingen her hans største opmærksomhed.

»Der er en risiko for, at ordrerne ikke bliver suppleret hen over sommeren, og at vi kan se ind i et efterår, som bliver voldsomt. Derfor skal eksporten have særligt politisk fokus, og vi skal gøre hvad vi kan for at afbøde en eksportkrise på den anden side af sommerferien,« siger Simon Kollerup.

Mere end 800.000 danske job er ifølge Dansk Industri (DI) afhængige af eksporten.

Simon Kollerup understreger, at regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget allerede har aftalt en række tiltag for at hjælpe eksportvirksomhederne, og at regeringen løbende vil vurdere behovet for nye.

Simon Kollerup er forsigtig optimist efter et historisk hårdt forår for dansk erhvervsliv, bl.a. fordi forbrugerne igen svinger dankortet. Men han har blikket stift rettet mod to risici, der ifølge ham tilsammen kan blive en farlig cocktail for danske virksomheder og dansk økonomi.

Det sker, hvis krisen rammer eksporten, og der samtidig sker en genopblussen i antallet af coronasmittede, som f.eks. USA nu oplever.

»Hvis vi hver især glemmer at tage vores forholdsregler, spritte hænder og holde afstand, så der kommer en genopblussen af smitten, og vores eksportvirksomheder ikke får nye ordrer i efteråret – og de to ting ramler sammen, kan det blive virkelig alvorligt,« siger Simon Kollerup.

DI-direktør Thomas Bustrup understreger risikoen for, at eksportvirksomhederne står foran et slemt 2. halvår.

»Vores allerstørste marked er USA, og det ser ikke godt ud. Dernæst følger Tyskland, hvor mange danske virksomheder er underleverandører til bilindustrien, der er sindssygt presset. Så det er bestemt ikke overstået endnu, og det er rigtigt af regeringen at rette fokus mod eksporten,« siger han.

Thomas Bustrup understreger, at danske virksomheder er opfindsomme og fleksible, og at det handler om at finde nye veje.

Han opfordrer regeringen til at identificere, hvilke typer af virksomheder og sektorer der ser ud til at blive ramt, og sætte ind her, samt til at udnytte udviklingstendenser i tiden og f.eks. promovere løsninger til energieffektivisering i USA og Tyskland, life science-produkter i Kina eller udnytte, at Danmark har en stor fødevareeksport til Rusland.

»Vi kan ikke ændre på, at der er en vækstkrise, men der er også opbrud i tiden, og vi skal undersøge, hvor vi kan sætte ind for at finde nye muligheder,« siger Thomas Bustrup.

Læs også
Top job