Politik

Feriepenge kan sende 230.000 danskere i skatteklemme

Kollegaen tjener mindre, men vil få flere penge udbetalt. Det er konsekvensen for tusindvis af danskere, når regeringen sender tre ugers indefrosne feriepenge til udbetaling.

Artiklens øverste billede
Jo mere man tjener, desto flere indefrosne feriepenge vil man have, men godt en kvart million danskere vil opleve, at kollegaen eller naboen får mere udbetalt, selv om de tjener mindre, når regeringen sender tre ugers indefrosne feriepenge til udbetaling. Arkivfoto: Laura Krogh 

For de godt 230.000 danskere, der ligger lunt i svinget med en lønindkomst over 577.000 kr. om året, men som på ingen måde tilhører de højest lønnede, kan regeringens model for udbetaling af tre ugers indefrosne feriepenge ende som en blandet fornøjelse.

Tjener man f.eks. 600.000 kr. om året, vil man nemlig få mindre udbetalt end kollegaen eller naboen, der har en årsløn på 500.000 kr. Også selvom feriepengene udgør 12,5 pct. af lønnen, og det indefrosne beløb derfor stiger i takt med, hvad man tjener.

Det skyldes, at regeringen planlægger at lade danskerne betale topskat af feriepengene.

Det vil betyde, at danskere over topskattegrænsen på 577.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, men under en årsindtægt på 679.000 kr. får udbetalt mindre end folk, der tjener lige under topskattegrænsen.

I et normalt år vil omkring 230.000 danskere ligge i det indkomstspænd.

Tallene kommer fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos.

»Det er ganske absurd. Der er indbygget en skattefælde i regeringens forslag til udbetaling af tre ugers feriepenge. For nogle indkomstgrupper er udbetalingen af feriepenge efter skat mindre, jo flere feriepenge man har optjent,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen og uddyber:

»Hvis man tjener 500.000 kr., får man 19.100 kr. udbetalt. Hvis man derimod har tjent 600.000 kr., får man 17.400 kr. udbetalt efter skat. Det vil sige, at man får mindre udbetalt, selvom man har optjent flere feriepenge.«

Bl.a. Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Metal har kritiseret regeringens plan om at topbeskatte danskernes indefrosne feriepenge og krævet en flad skat på 38 pct. til alle i stedet for.

Efter at De Radikale tirsdag meldte ud, at partiet støtter topskat på feriepengene, har regeringen dog nu det politiske flertal på plads.

»Vi var overraskede over kravet fra dele af fagbevægelsen om en flad skat, men nu har vi henover sommeren fået regeringens udlægning af sagen både på skrift og mundtligt, og vi ser ingen grund til at afvige fra princippet om almindelig indkomstbeskatning. Det står selvfølgelig folk frit for, om de ønsker at få feriepengene udbetalt,« siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R).

De borgerlige partier er fortsat imod topskat på feriepengene, men efter udmeldingen fra De Radikale ligner det et tabt slag, erkender erhvervsordfører Mona Juul (K).

»De her tal viser med al ønskelig tydelighed, hvor håbløst det er at topbeskatte folk af de indefrosne feriepenge. Det er bare ærgerligt, for det betyder, at færre vil tage deres penge ud, og at der kommer færre penge ud at arbejde i det danske samfund, hvad der ellers var meningen med hele,« siger Mona Juul.

Et bredt flertal af Folketingets partier besluttede tidligere i år at sende tre ugers indefrosne feriepenge til udbetaling senest i oktober for at stimulere økonomien i lyset af coronakrisen.

Danskerne optjener lige præcis i år fem ugers ekstra feriepenge på grund af overgangen til en ny ferielov. Oprindeligt var det meningen, at pengene skulle indefryses i en ny stor statslig pengetank på op imod 100 mia. kr., indtil den enkelte lønmodtager nåede pensionsalderen.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.