Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

På trods af stigende smitte: Schweiz tillader forsamlinger på over 1.000 fra 1. oktober

Fra den 1. oktober har regeringen i Schweiz varslet grønt lys for store forsamlinger.

Corona rammer verden
Schweiz' erhvervsminister Guy Parmelin (t.v.) og forbundspræsident Simonetta Sommaruga under onsdagens pressemøde. Foto: Fabrice Coffrini/AFP

Fra den 1. oktober vil det igen være muligt at holde arrangementer med over 1.000 tilstedeværende personer i Schweiz.

Det meddelte den schweiziske forbundspræsident Simonetta Sommaruga onsdag på et pressemøde.

Det var egentlig meningen, at de store forsamlinger skulle tillades allerede fra den 1. september, men regeringen har altså besluttet at vente til oktober med at tillade så mange at forsamle sig.

På pressemødet understregede Schweiz' indenrigsminister Alain Berset, at regeringen er klar over, at der har været et stigende antal smittede i den seneste tid, men at situationen er »under kontrol«.

»Virussen er her stadig, og intet er uden risiko. Vi venter derfor en måned længere, fordi antallet af infektioner er stort, mange er kommet hjem fra ferie, og der skal være tid til at udarbejde gode beskyttelsesprocedurer,« sagde han.

Verdensmesterskaberne i landevejsløb i cykling, der skulle være afholdt den 20.-27. september i Aigle-Martigny i Schweiz, måtte onsdag aflyses på baggrund af de schweiziske myndigheders udmelding.

Det forventes, at arrangører af store begivenheder overholder særlige krav om afstand, hygiejne og mulighed for sporing af kontakter ved eventuel smittespredning.

Regeringen har onsdag ligeledes givet påbud om at bære mundbind i fly gældende fra den 15. august. Derudover er der krav om mundbind i offentlig transport for alle over 12 år.

Onsdag meddelte sundhedsmyndighederne, at antallet af nye smittede i Schweiz er 274 på et døgn, mens i alt 1.714 er døde med virussen i kroppen under udbruddet. Der bor omkring 8,5 mio. mennesker i landet, og det nye antal smittede er ifølge schweiziske medier det højeste siden midten af april.

Schweiz har haft et forbud mod forsamlinger på over 1.000 mennesker siden den 28. februar.

BRANCHENYT
Læs også