Serier

Rejsende fra Hirtshals undgår temperaturtjek på norsk færge

Torsdag fortalte et norsk medie om temperaturmåling på færger fra Danmark. Det sker dog ikke, skriver DR.

Corona rammer verden

Rejsende på Color Lines' ruter fra Hirsthals til Norge skal ikke have målt temperatur inden afrejse, som mediet Dinside ellers kunne fortælle torsdag.

Det fortæller Henrik Renneberg, der er administrerende direktør i Color Line Danmark, til DR Nordjylland.

- Afgange fra Hirtshals er foreløbigt undtaget, i hvert fald ind til antallet af smittede i Nordjylland stiger, siger han.

Det er i stedet på rederiets afgange mellem Oslo og Kiel, at alle nu skal have målt deres temperatur, inden de kommer om bord.

Hvis en person får påvist forhøjet temperatur, vil vedkommende som udgangspunkt ikke få lov til at gå om bord, forklarer han.

Feber kan være et symptom på coronasmitte.

Det fremgår, at udstyret til at måle temperatur vil være på plads i løbet af næste uge.

Tiltaget kommer ikke alene. Rejsende skal også bekræfte, at de ikke har været i nærkontakt med en smittet, ikke selv har symptomer og ikke er pålagt karantæne eller isolation.

- Vi forstærker tiltagene om smitteværn. Trygge og gode rammer er afgørende for både gæsterne og vores ansatte, siger Color Lines koncernchef, Trond Kleivdal, i en pressemeddelelse.

For passagerer på ruten til Kiel fra Oslo bliver det fra lørdag ikke længere muligt at gå i land i den nordtyske by.

Det skyldes, at det norske udenrigsministerium i en opdatering af dets rejsevejledning tidligere denne uge frarådede rejser, som ikke er strengt nødvendige, til blandt andet Tyskland.

Samtidig har Norge indført ti dages karantæne for alle indrejsende fra Tyskland. Det samme gælder for øvrigt for indrejsende fra tre danske regioner, Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland.

- Ved at tilbyde en tryg oplevelsesrejse uden at gå i land i Kiel sikrer vi, at driften af "Color Magic" og "Color Fantasy" opretholdes, som vi også gjorde tidligere i sommer, før grænserne blev åbnet 15. juli, siger koncernchefen.

BRANCHENYT
Læs også