Fortsæt til indhold

Ny aftale på vej: Vil give højere dagpenge til hjemsendte medarbejdere

En dagpengesats på 23.000 kr. om måneden og valgfrihed for funktionærer er blandt hovedpunkterne i en ny og bredere model for arbejdsfordeling i kriseramte virksomheder, som forhandles mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er i sidste øjeblik før udløbet af lønkompensationsordningen nået i hus med en aftale med arbejdsmarkedets parter om en ny og bred model for såkaldt arbejdsfordeling, hvor medarbejderne i en kriseramt virksomheder deler arbejdet og på skift er enten på arbejde eller hjemsendt på dagpgenge. Arkivfoto: Jens Dresling
Politik

Kort før udløbet af den generelle lønkompensationsordning ser det alligevel ud til at lykkes for regeringen og arbejdsgiverne og fagbevægelsen at nå til enighed om en ny og bredere model for såkaldt arbejdsfordeling. Det erfarer Finans fra flere centrale kilder.

Aftalen vil ifølge Finans’ oplysninger blive præsenteret efter et forhandlingsmøde søndag. Et af hovedpunkterne i det, som nu ligger på bordet, er en højere dagpengesats for hjemsendte medarbejdere på arbejdsfordeling.

Hovedpunkterne skulle der være enighed om, men indtil på søndag udestår bl.a. nogle ansættelsesretlige spørgsmål.

Arbejdsfordeling dækker over, at medarbejderne i en periode med nedsat aktivitet deler arbejdet på virksomheden i stedet for, at nogen bliver fyret. Medarbejderne er på skift på arbejde med løn og hjemsendt på dagpenge.

Funktionærerne

Den helt store knast i forhandlingerne har været de flere hundrede tusinde funktionæransatte, som har opsigelsesvarsler på mindst tre måneder og for manges vedkommende adskillig flere måneders opsigelse.

For en funktionæransat kan det være svært at se fidusen i med kort varsel at blive sendt på arbejdsdeling og dermed dagpenge i stedet for løn frem for at få en fyreseddel og fortsætte med løn i f.eks. seks måneder. Derfor har arbejdsfordeling hidtil primært været aftalt som en mulighed i overenskomsterne indenfor industri og byggeri, hvor de ansatte er timelønnede med korte opsigelsesvarsler.

Knasten er blevet løst ved at give funktionærer en valgmulighed, hvis arbejdsgiveren ønsker at benytte sig af arbejdsfordeling. Funktionæren kan selv vælge, om vedkommende ønsker at deltage i arbejdsfordeling eller foretrækker en fyreseddel og løn i et antal måneder.

Højere dagpengesats

Mens medarbejderne er hjemme på dagpenge, vil dagpengesatsen i det, som ligger på bordet, være på 23.000 kr. om måneden og altså knap 4.000 kr. højere end den gældende dagpengesats på 19.083 kr. om måneden. De 23.000 kr. svarer til, hvad selvstændige har kunnet få i regeringens hjælpepakker.

Arbejdsgiverne betaler

Finansieringen af en højere dagpengesats til medarbejdere på arbejdsfordeling skal ifølge Finans’ oplysninger findes ved, at arbejdsgiveren betaler såkaldte G-dage.

G-dage dækker over, at arbejdsgiveren ved fyring normalt betaler en godtgørelse de første to ledighedsdage.

Det bliver den enkelte arbejdsgiver, som benytter ordningen, og ikke arbejdsgiverne kollektivt, der kommer til at betale.

En midlertidig ordning

En kommende aftale om udvidet adgang til at sende medarbejderne på arbejdsfordeling vil skulle gælde indtil nytår. Senere på efteråret og inden udløb af aftalen, skal arbejdsgiverne, fagbevægelsen og regeringen dog mødes igen for at se, hvordan ordningen bliver brugt, og hvordan hele situationen med corona ser ud, og hvad den giver af udfordringer for beskæftigelsen.

Artiklens emner
Dagpenge