Politik

Regeringen udskyder ejendomsvurderingerne til 2021

Skatteminister Morten Bødskov har netop orienteret om den seneste status på de kommende ejendomsvurderinger.

Arkivfoto: Jens Dresling

De nye ejendomsvurderinger bliver forsinket indtil sommeren 2021. Den besked gav skatteminister Morten Bødskov onsdag aften til de skattepolitiske ordførere, bekræfter flere af ordførerne over for Finans.

Udsendelsen af nye ejendomsvurderinger skulle egentlig være begyndt i andet halvår af 2020, men projektet er ramt af alvorlige it-problemer, og derfor har regeringen måttet justere sin tidsplan.

Selv om ejendomsvurderingerne udskydes til 2021, fastholder regeringen ifølge DF’s skatteordfører Dennis Flydtkjær, at en omfattende reform af boligskatteområdet skal træde i kraft i 2024.

I dag bliver boligejerne stadig beskattet på baggrund af ejendomsvurderingerne fra 2011 og 2012. Vurderingerne blev sat i bero i 2013 efter voldsom kritik af området fra Rigsrevisionen, og siden har skattevæsenet arbejdet på at udvikle et nyt system, der skal give mere retvisende ejendomsvurderinger.

Projektet er blevet forsinket adskillige gange, lige som økonomien er skredet. Mandag fratrådte Andreas Berggreen direktørposten for Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der har fået opgaven med at udvikle det nye vurderingssystem.

Fratrædelsen skete med øjeblikkelig virkning og blot to dage, inden skatteministeren skulle orientere skatteordførerne om nye forsinkelser. Der fulgte ingen forklaring med på hans pludselige afsked.

Udskydelsen af de nye vurderinger er dyr for statskassen, fordi politikerne har lovet at betale penge tilbage til de 715.000 boligejere, der har betalt ca. 13 mia. kr. for meget i skat på grund af tidligere års forkerte ejendomsvurderinger.

I og med at de stadig betaler skat på baggrund af vurderingerne fra 2011, vokser regningen år for år, og dertil kommer, at der hvert år løber renter på 6,2 pct. oveni. Indtil videre løber den regning alene op i 3,3 mia. kr., beregner regeringen.

Pengene kan først betales tilbage, når de nye og mere præcise ejendomsvurderinger foreligger, og skattemyndighederne dermed kan opgøre, hvor meget boligejerne har til gode.

BRANCHENYT
Læs også