EU forbereder sanktioner mod hviderussisk indenrigsminister
På et møde 21. september skal EU-landes udenrigsministre tage stilling til sanktioner mod hviderussere.
EU forbereder sanktioner mod blandt andre Hvideruslands indenrigsminister, fortæller tre diplomater til nyhedsbureauet Reuters.
Det sker i forlængelse af præsidentvalget i Hviderusland 9. august, som ifølge EU-landene hverken var ”frit eller fair”, og myndighedernes efterfølgende håndtering af store demonstrationer i landet.
EU-landenes udenrigsministre aftalte på et møde i Berlin 27.-28. august, at sanktioner skulle forberedes.
Men ministrene tog ikke stilling til, hvem de skulle rettes mod. Landene har nu ifølge Reuters udpeget 31 personer. Der kan komme flere til, og navne kan fortsat fjernes.
- Vi blev først enige om 14 navne, men mange lande følte, at det ikke var tilstrækkeligt. Vi er nu nået til enighed om yderligere 17, siger en EU-diplomat.
De udvalgte personer er ifølge kilden højtstående hviderussere med ansvar for valget og for vold mod demonstranter.
Den mest prominente på listen skal være Hvideruslands indenrigsminister, Yuri Karaev.
EU-landene ventes at tage stilling til sanktioner på et udenrigsministermøde 21. september i Bruxelles.
Præsident Aleksandr Lukasjenko har været ved magten i Hviderusland siden 1994.
Ifølge hans embedsmænd vandt han sidste måneds præsidentvalg med 80 procent af stemmerne. Svetlana Tikhanovskaja fra oppositionen fik ti procent af stemmerne.
Mange hviderussere siger, at det var svindel i stor stil, og at Svetlana Tikhanovskaja var den retmæssige vinder.
Protesterne den seneste måned i Minsk har flere gange talt over 100.000 deltagere.
Både demonstranter og pressefolk har siden valget rapporteret om at være blevet overfaldet på gaden af politiet.
Mandag skriver det hviderussiske medie Tut, at uidentificerede personer har pågrebet demonstrationslederen Maria Kolesnikova i Minsk.
Disse personer skulle have kørt hende væk i en varebil.

