Politik

WHO opfordrer til solidaritet efter et halvt år med pandemi

Foto: Bloomberg / Stefan Wermuth.
WHO

For seks måneder siden erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at udbruddet af coronavirus var gået fra en epidemi til en verdensomspændende pandemi.

Her et halvt år efter mener WHO, at den største udfordring i kampen mod corona er manglen på solidaritet og lederskab blandt verdensmagterne.

WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, siger, at coronavirusset stadig spreder sig verden over netop på grund af hullerne mellem verdensaktørerne i bekæmpelsen af virussygdommen.

Allerede i januar adresserede FN's sundhedsorgan bekymringen over coronavirussets indtog ved at erklære en nødsituation. Første gang WHO omtalte epidemien som en global pandemi var 11. marts.

Seks måneder senere sætter Ghebreyesus ord på WHO's bekymringer.

- Det, der bekymrer mig mest, er manglende solidaritet. For når solidaritet mangler, og når vi er splittede, er det en meget god mulighed for virusset til at sprede sig. Og det spreder sig derfor stadig, siger han.

- Vi har brug for solidaritet, og vi har brug for global ledelse, især fra de store magter i verden. Sådan kan vi besejre dette virus, tilføjer han.

Tilbage i marts lå antallet af dødsfald blandt coronasmittede på 4200, mens 120.000 smittetilfælde var blevet konstateret.

På det tidspunkt var de fleste dødsfald sket i den kinesiske provins Wuhan, hvor virusset menes at være brudt ud i slutningen af sidste år.

I dag er over 28 millioner smittetilfælde blevet bekræftet over hele verden, mens antallet af dødsfald natten til fredag dansk tid passerede 900.000.

Da WHO erklærede en pandemi i midten af marts, havde virussygdommen covid-19 allerede spredt sig til fem kontinenter, men flere end to tredjedele af tilfældene var registreret i Asien.

Kort efter blev Europa det nye hotspot, og i slutningen af marts blev flere end 80 procent af nye tilfælde registreret her.

Herefter rykkede epidemiens epicenter over Atlanterhavet, hvor USA blev det værst ramte land.

I dag er Latinamerika den hårdest ramte region med flere end 300.000 dødsfald som følge af omkring otte millioner smittetilfælde.

BRANCHENYT
Læs også