Politik

Tidligere guvernør i Californien: Millioner kan blive nødt til at søge mod Canada

Skovbrande ude af kontrol i det vestlige USA skyldes ikke mindst kortsigtede politiske beslutninger globalt, mener tidligere toppolitiker.

Video: Reuters

1,8 mío. hektar i delstaterne Californien, Oregon og Washington er brændt ned i de voldsomme brande de seneste uger. Nu peger en tidligere guvernør på en opsigtsvækkende mulig nødplan for de tilbageværende, skriver CBC.

Jerry Brown var guvernør i Californien fra 1975 til 1983 og igen fra 2011 til 2019. Han har nu trukket sig tilbage til en ranch nord for Sacramento. Og han kan mærke følgerne af brande i nærheden. Flammerne er kommet så tæt på ranchen som få kilometer. Der er røg i luften. Og familien er inde det meste af tiden, da der også er giftige kemikalier i luften.

»Det kommer til at blive værre år for år. Californien og det vestlige USA vil brænde. Millioner af amerikanere kan finde på at søge mod Canada, hvor forholdene er bedre. Men det er et godt spørgsmål, hvordan Canada i givet fald vil se på den befolkningsstrøm,« siger Jerry Brown til CBC.

Den tidligere guvernør mener, at de advarsler mod klimaforandringer, der har lydt fra eksperter i mere end 20 år, ser vi nu konsekvenserne af.

»Tænk på at Californien i titusinder af år ikke havde flere end 300.000 indbyggere. Nu er der 40 millioner. Og de 40 millioner kører milliarder af km hvert år i køretøjer, der bruger fossilt brændstof. Og derudover er der så industrien og landbruget - alt sammen noget der bidrager til vores velfærd, men som samtidig har en mørk klima-side,« påpeger Jerry Brown.

Han medgiver, at han selv i sin tid som guvernør kunne have gjort mere. Blandt andet i forhold til at beskytte skovdrift mod de årlige brandtrusler. Men omkostningerne hertil er næsten uoverstigelige.

»Og det handler i bund og grund om klimaforandringer. Men det politiske system i USA - måske undtaget 20 procent - er ikke villig til at træffe de vanskelige beslutninger, da de koster penge og kræver reguleringer, der sætter begrænsninger for, hvordan vi lever i dag,« fremhæver Jerry Brown.

Han mener, at der er behov for radikale ændringer på globalt plan, for at tingene kan ændres regionalt.

»Canada, Rusland, Indien, Kina... Alle lande må sadle om på en måde, som endnu ikke er set. Indtil nu har verdens ledere fejlet.«

BRANCHENYT
Læs også