Politik

Biden: Vælgerne skal høres inden ny højesteretsdommer findes

Republikanske senatorer ved inderst inde, hvad der er bedst for landet, siger Biden om højesteretsslagsmål.

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, siger søndag, at USA bør respektere den afdøde højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs ønske om, at hendes afløser først udpeges efter valget 3. november.

- Vælgerne i dette land bør høres, siger Biden i en tale, hvor han hylder Ginsburgs mangeårige virke.

- Vi befinder os i en kamp om landets sjæl, understreger han flere gange i løbet af talen.

Kort inden sin død sagde Ruth Bader Ginsburg til sit barnebarn, at det var hendes ønske, at hendes efterfølger bliver udpeget af vinderen af præsidentvalget.

Men både præsident Donald Trump og Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, har sagt, at de vil have en hurtig afklaring.

- Jeg taler til de republikanske senatorer, der inderst inde godt ved, hvad der er bedst for landet, siger Biden.

- Jeg taler til de mange amerikanere, der allerede har stemt, og som snart skal stemme, siger han og laver også en kobling til sundhedsdækningen, som kan blive ændret, hvis højesterettens sammensætning ændres.

Det er USA's præsident, der nominerer en kandidat til en ledig stilling i højesteretten. Vedkommende skal derpå godkendes af Senatet.

Her har Republikanerne et flertal på 53 af de 100 pladser.

Men to republikanske senatorer, Lisa Murkowski og Susan Collins, har begge sagt, at de ikke vil haste afstemningen igennem. Collins har uddybet, at hun mener, at vinderen af præsidentvalget skal vælge en kandidat til den ledige plads.

Hvis yderligere to republikanske senatorer vil have, at valget af en ny dommer skal vente, kan Trump få svært ved at få den hurtige godkendelse af sin kandidat, som han ønsker.

Demokraterne husker stadig alt for godt, at Mitch McConnell afviste at holde en afstemning i Senatet om daværende præsident Barack Obamas kandidat til en ledig plads i højesteretten i 2016.

Det skete med den begrundelse, at der kun var ti måneder tilbage af Obamas embedsperiode, og at det valg burde foretages af den kommende præsident.

Trump har udpeget to af de i alt ni dommere i USA's højesteret. Det er de to konservative dommere Neil Gorsuch og Brett Kavanaugh, som blev indsat i 2017 og 2018.

En dugfrisk meningsmåling, som Ipsos har foretaget for Reuters, viser, at et flertal på 62 procent af amerikanerne ligeledes mener, at det skal være vinderen af det kommende præsidentvalg, der udpeger Ginsburgs afløser.

I målingen svarer otte ud af ti demokratiske vælgere og fem ud af ti republikanske vælgere, at udpegelsen af en ny højesteretsdommer bør vente til efter valget 3. november.

- Præsident Trump har allerede gjort det tydeligt, at det her handler om magt. Simpel og rå magt. Og jeg synes, at vælgerne skal gøre det klart, at de ikke vil finde sig i dette magtmisbrug, lyder det fra Biden.

BRANCHENYT
Læs også