Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Britisk sundhedschef: Vi har nået et kritisk punkt med corona

Udviklingen med corona i Storbritannien går den forkerte vej, lyder det fra sundhedschef efter smittestigning.

Corona rammer verden
Chefen for den britiske sundhedsstyrelse, Chris Whitty (tv.), ventes mandag at komme med nye advarsler omkring coronavirussets udvikling i Storbritannien. Arkivfoto: Stefan Rousseau/Ritzau Scanpix

Storbritannien har nået et kritisk punkt i coronapandemien, og derfor står landet over for en meget udfordrende vinter.

Sådan lyder advarslen fra en af de øverste sundhedseksperter under den britiske regering. Advarslen vil blive fremsat på et pressemøde mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Udviklingen i Storbritannien bevæger sig i den forkerte retning, og vi befinder os på et kritisk punkt i pandemien, forventes det at Chris Whitty, der er chefen for den britiske sundhedsstyrelse, vil meddele befolkningen klokken 10.00 lokal tid.

Storbritannien oplever i øjeblikket en stigning i antallet af nye smittede med coronavirus.

Det fik lørdag den britiske regering til at præsentere nye restriktioner i et forsøg på at håndtere nye coronaudbrud.

Blandt andet risikerer briter, der nægter at isolere sig selv for at undgå spredning af coronavirusset, en bøde på op mod 10.000 pund. Det svarer til cirka 80.000 kroner.

Allerede tidligere på ugen indførte premierminister Boris Johnson lokale nedlukninger for omkring to millioner mennesker i det nordøstlige England.

Meldingen fra Chris Whitty mandag ventes at blive et forvarsel om endnu en udmelding fra Boris Johnson senere på ugen, skriver Reuters. Dette er dog ikke bekræftet fra nogen ministre, lyder det.

Ikke desto mindre fastslog sundhedsminister Matt Hancock søndag, at Storbritannien "står ved en skillevej" i forhold til coronapandemien.

- Vi har et valg. Hvis vi alle følger restriktionerne, kan vi undgå en national nedlukning, sagde han i et interview med BBC.

Adspurgt hvorvidt der er risiko for en ny national nedlukning, svarede Matt Hancock:

- Jeg kan ikke udelukke det, men det er ikke noget, jeg ønsker.

Siden marts er flere end 40.000 mennesker registreret døde med coronavirus i Storbritannien.

BRANCHENYT
Læs også