Udskældt modregning i pension stod til at blive afskaffet i Arne-aftale
Regeringen lagde op til at sløjfe en regel, som 70.000 borgere har skrevet under på at fjerne. Det blev imidlertid droppet pga. strid om finansiering. SF anklager DF for at forråde pensionisterne.
Regeringen kom bag lukkede døre i forhandlingerne om en Arne-aftale med et opsigtsvækkende forslag, som ville påvirke vilkårene for over 300.000 pensionister.
Det drejer sig om den modregning, som betyder, at folke- og førtidspensionister trækkes i ydelsen, hvis deres ægtefælle eller samlever har en indkomst over en vis grænse.
Dokumenter fra forhandlingerne viser, at regeringen undervejs foreslog at bruge 460 mio. kr. på at afskaffe netop den regel, som Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten talte dunder mod i maj, da 70.000 underskrifter – det højeste antal nogensinde på et borgerforslag – sendte sagen til afstemning i Folketinget.
Tidligt i Arne-forhandlingerne lagde regeringen op til at afskaffe reglen for både folke- og førtidspensionister. Senere blev det afgrænset til kun førtidspensionister.
Men i det højspændte slutspil kom DF med en skitse til et kompromis, hvor der intet stod om modregning. Partiet krævede derimod, at regeringen bl.a. opgav at hæve skatten på aktieindkomster.
SF langer hårdt ud efter DF.
»Partiet lod ikke bare muligheden forsvinde mellem hænderne på sig. DF brugte hænderne til at feje det af bordet. Det er for mig ubegribeligt. Partiet forråder folkepensionisterne og førtidspensionisterne,« siger politisk ordfører Karsten Hønge (SF).
Beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez (EL) konstaterer, at »DF blokerede for det«.
»Vi havde finansieringen til at få det afskaffet. Det ville de bare ikke være med til,« siger hun.
Finansordfører René Christensen (DF) kalder kritikken for »latterlig«. Han forklarer, at det under forhandlingerne stod klart, at selv om mange pensionister vil vinde på det, så vil en stor gruppe tabe penge, hvis modregningen afskaffes:
»Helt ærligt. Man kunne ikke overskue konsekvenserne af at træffe den beslutning på et så løst grundlag i en sen nattetime.«