Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Myndigheder rugede på viden om coronamutationer i mink

Allerede en måned før ministeren ændrede minkstrategi, var myndighederne bekendt med alvorlige sundhedsrisici.

Corona rammer verden
Arkivfoto: Marius Renner/Ritzau Scanpix

Viden om sundhedsfaren ved to virusmutationer, der var opstået i mink, kom fødevare-, fiskeri- og ligestillingsminister Mogens Jensen (S) for øre den 1. oktober.

Det skete, efter at myndighederne ikke siden slutningen af juni havde slået en hel bestand af mink ned på grund af smitteinficering.

Men allerede den 4. september havde Statens Serum Institut (SSI) gjort Fødevarestyrelsen opmærksom på, at der florerede to særlige minkvarianter af coronavirusset.

Det skriver Information.

Professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos mener, at myndighederne har reageret for langsomt på deres viden.

- Det er, som om man ikke rigtig har forstået, at smitsomme sygdomme breder sig med et tempo, de selv bestemmer. Smitten ligger ikke stille, mens vi diskuterer, hvad vi skal gøre ved den, siger han.

Den 16. september skrev SSI og Københavns Universitet en ny risikovurdering til Fødevarestyrelsen, hvor de nævnte, at den nyeste af de to minkvarianter nu var fundet blandt mennesker og mink på seks minkfarme.

Og to dage senere, den 18. september, skrev SSI og KU en såkaldt epidemiologisk udredning, hvor de skar problemet ud i pap:

- Den fortsatte udvikling af virus i mink med flere og flere mutationer i spike-proteinet (bestemt protein i virussen, red.) og spredning ved videresmitte til mennesker i Danmark udgør en potentiel fare for folkesundheden og for de forventede effekter af en vaccine.

Fødevareminister Mogens Jensen har ikke ønsket at stille op til interview med Information.

Han er onsdag indkaldt i to på hinanden følgende samråd om covid-19 blandt mink.

Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund mener, at regeringen burde have grebet ind, og derfor har han kaldt Mogens Jensen i samråd.

- Det er himmelråbende uansvarligt, at minister og myndigheder har siddet på viden, om at coronamutationer i mink kunne risikere at udvikle sig, så der opstår resistens over for en eventuel vaccine, uden at reagere.

- Hvis myndighederne havde reageret allerede 4. september, hvor man fik viden om, at den risiko var til stede, kunne vi have undgået spredning af coronavirus på minkfarme, som nu er ved at komme ud af kontrol, siger han.

BRANCHENYT
Læs også