Fortsæt til indhold

Overblik og tidsplan: Disse fire stater venter vi på resultatet fra - bliver de Bidens eller Trumps?

Det er stadig uvist, hvem der vinder præsidentvalget i en håndfuld nøglestater.

Politik
/ritzau/

Demokraten Joe Biden har taget førertrøjen i det amerikanske præsidentvalg, men intet er endnu afgjort.

I en række stater er man stadig i gang med at tælle hundredtusindvis af stemmer op, men det kan tage tid. Det skyldes blandt andet et højt antal brevstemmer i år, hvor mange vælgere af coronahensyn har foretrukket ikke at møde op ved valgstederne.

Her er et overblik over de delstater, der tidligt torsdag morgen dansk tid stadig tæller stemmer op, og hvor nyhedsbureauet AP endnu ikke har følt sig sikker nok til at udråbe en vinder.

Tallene stammer fra AP og kan derfor variere fra de tal, som ses i Juyllands-Postens grafikker, da de baserer sig på tal fra CNN. De to opgør tallene på forskellig vis - eksempelvis har AP erklæret Biden som vinder i Arizona, hvilket giver ham 264 valgmænd, mens CNN endnu ikke har afgjort staten. Dermed viser deres opgørelse, at Biden har 253 valgmænd.

Georgia

I Georgia fører Trump snævert med cirka 22.500 stemmer over Joe Biden. Der mangler fortsat at blive optalt stemmer fra storbyen Atlanta, hvor hovedparten forventes at gå til Joe Biden.

Resultatet af dem forventes at være klar torsdag formiddag dansk tid.

Der er 16 valgmænd på spil i Georgia, hvor Trump har erklæret sig som vinder, men et officielt resultat foreligger ikke. 98 procent af de forventede stemmer er talt op.

Pennsylvania

Et resultat her kan være flere dage undervejs, for Pennsylvania godkender indkomne brevstemmer tre dage efter valget – fredag - hvis de er poststemplet og sendt senest på valgdagen.

Ifølge de foreløbige resultater fører Trump i staten med 2,6 procentpoint ned til Biden. 89 procent af de forventede stemmer er talt op.

De stemmer, som mangler at blive talt med, kommer dog blandt andet fra Philadelphia, der er en af Demokraterne og Joe Bidens stærkeste bastioner i Pennsylvania. Derfor vil tv-stationerne ikke udelukke, at Biden kan indhente og overhale Trump.

Nevada

Staten Nevada, der har seks valgmænd, indstillede stemmeoptællingen onsdag klokken 18.00 dansk tid. Ifølge CNN forventer delstaten at offentliggøre flere resultater torsdag klokken 18.00 dansk tid. 75 procent af de forventede stemmer er talt. I de foreløbige resultater fører Joe Biden meget snævert over Donald Trump med cirka 8000 stemmer.

»Vi mangler stadig stemmerne fra Las Vegas, som primært er demokratisk, så det tyder til Bidens favør,« siger TV 2’s reporter Celina Liv Danielsen, der befinder sig i spillebyen.

North Carolina

I staten med 15 valgmænd kan der ifølge Bidens kampagneteam gå ”adskillige dage”, før stemmerne er talt op. Også her er der tæt løb, og Trump fører snævert. Her tillades der indkomne brevstemmer helt frem til den 12. november, hvis de er poststemplet og afsendt senest på valgdagen tirsdag. 94 procent af forventede stemmer er talt op.

Kilder: AP, Reuters, NPR, Edison Research, CNN og DR.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.