Politik

»Det er statsministeren, der har det reelle ansvar«: Oppositionen kræver undersøgelse og regeringens afgang

Hos oppositionspartierne er der tilfredshed med Mogens Jensens beslutning om at gå af, men partierne mener samtidig ikke, at sagen dermed er lukket.

Fødevareminister Mogens Jensens skæbne er onsdag blevet afgjort, idet ministeren selv har valgt at trække sig. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mogens Jensen skulle onsdag eftermiddag have forklaret forløbet om aflivning af danske minkbesætninger ved en hasteforespørgsel i Folketinget. Imidlertid valgte han kort før middag selv at meddele, at han trækker sig som minister.

»Da jeg har den klare vurdering, at jeg ikke længere har den tilstrækkelige opbakning blandt et flertal af Folketingets partier, har jeg i dag meddelt Statsministeren, at jeg ønsker at udtræde af regeringen,« udtaler Mogens Jensen og kaster samtidig en smule lys over den varslede redegørelse om hele forløbet om coronasmitte i mink, som efter planen skal offentliggøres onsdag.

Hos oppositionspartierne er man over en bred kam tilfreds med fødevareministerens beslutning, men partierne mener samtidig ikke, at sagen dermed er lukket. Flere partier kræver en grundig undersøgelse og at statsministeren tager ansvar for miseren.

»Dette er starten. For forløbet skal undersøges til bunds, så vi kan finde ud af, hvad statsministerens ansvar er,« siger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.

De Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen kalder over for TV 2 minksagen for et »kæmpe lovbrud«.

»Det her er en kæmpe skandale, som ikke forsvinder ved, at han går af,« lyder beskeden fra K-formanden.

Også Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener, at Mette Frederiksen selv bør stå ved sit ansvar i sagen på den ene eller den anden måde.

»Mogens Jensen trækker sig. En logisk beslutning! Men Mogens Jensen skal ikke tage hele skraldet for en beslutning, der reelt er truffet i Statsministeriet. Så Mette Frederiksen må tage sit ansvar! En undersøgelseskommission af denne skandale er stadig nødvendig,« skriver Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl på Twitter, mens Liberal Alliances Alex Vanopslagh retorisk spørger, hvordan regeringens støttepartier stadig kan have tillid til statsministeren, når man ikke har tillid til fødevareministeren.

Nye Borgerliges formand Pernille Vermund går ét skridt længere og kræver regeringens afgang.

»Mogens Jensen må forlade sin post. Men sagen stopper ikke her. Det lovbrud, som Mogens Jensen er skyldig i, har Mette Frederiksen også begået. Hun må nødvendigvis sammen med resten af regeringen gå af og udskrive valg,« skriver hun på Twitter.

Mogens Jensen skrev tidligere onsdag i en pressemeddelelse, at hans ministerium havde begået fejl, og at han tager ansvaret for de fejl.

»Mit ministerium har begået fejl i forbindelse med, at regeringen meldte beslutningen ud om at aflive alle mink i Danmark. Det har jeg tidligere beklaget. Det beklager jeg igen og tager ansvar for. Særligt beklager jeg det over for de mange minkfarmere, som har stået og står i en meget ulykkelig situation,« lyder beskeden fra Mogens Jensen.

Mogens Jensen har været fødevareminister siden juni 2019 og er tillige minister for fiskeri, ligestilling og minister for nordisk samarbejde. Han vil fremover blot være en del af Socialdemokratiets folketingsgruppe, skriver han i et opslag på Facebook.

BRANCHENYT
Læs også