Politik

Konklusion om manglende lovhjemmel blev tilbageholdt for minister i flere dage

Der gik flere dage fra Fødevareministeriets departementschef blev bekendt med bekymring om manglende lovhjemmel, til ministeren og regeringstoppen blev orienteret, viser redegørelse.

Artiklens øverste billede
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S) under samråd i Miljø- og Fødevareudvalget om aflivning af alle mink i Danmark før lovhjemmel var sikret, i Landstingssalen på Christiansborg i København, tirsdag den 17. november 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Allerede få timer efter, at Mette Frederiksen sagde til danskerne, at alle mink skulle aflives, vidste Miljø- og Fødevareministeriet, at noget var helt galt.

Alligevel gik der flere dage, før embedsværket gav fødevareminister Mogens Jensen besked om, at dødsdommen over de danske mink manglende tilstrækkelig lovhjemmel. I mellemtiden fik minkavlerne besked på at aflive deres dyr, og Mette Frederiksen nåede at holde et nyt pressemøde, hvor hun lukkede Nordjylland delvist ned.

Det fremgår af Miljø- og Fødevareministeriets længe ventede redegørelse for forløbet, som er offentliggjort onsdag.

Mogens Jensen valgte tidligere på dagen at trække sig som minister. Hans ministerium har begået fejl i sagen, erkendte han.

Beslutningen om at aflive alle mink i Danmark, blev truffet på et møde i regeringens koordinationsudvalg om aftenen tirsdag den 3. november. Baggrunden var, at fortsat minkavl ifølge Statens Serum Institut kunne udgøre en fare for folkesundheden på grund af stor smittespredning og mulige mutationer i virus.

Dagen efter, onsdag den 4. november, meldte statsminister Mette Frederiksen beslutningen ud på et virtuelt pressemøde.

Styrelsen advarede før pressemøde

Men allerede inden pressemødet forsøgte Fødestyrelsen at råbe op om, at lovhjemlen til at aflive alle mink – også de raske mink uden for de såkaldte sikkerhedszoner 7,8 km rundt om den smittede besætninger – manglede.

Derfor blev en række ministerier enige om, at ansvaret for at vurdere lovhjemlen lå hos Miljø- og Fødevareministeriet.

»...arbejdstesen i forhold til hjemmel for aflivning af mink er, at Miljø- og Fødevareministeriet har hjemmel til aflivning af alle mink i § 30 i lov om hold af dyr, men at Miljø- og Fødevareministeriet afklarer dette endeligt,« står der i redegørelsen.

Lidt senere på eftermiddagen den 4. november – kort før Mette Frederiksens pressemøde kl. 16.00 – sendte Miljø- og Fødevareministeriet en mail til Justitsministeriet, hvoraf det fremgik, at Fødevarestyrelsen ønskede en kontakt til Justitsministeriet, fordi styrelsen ikke mente, at den eksisterende lovhjemmel kunne udbredes til at aflive mink i hele landet.

Justitsministeriet besvarede umiddelbart herefter mailen og angav en kontaktperson. Det er dog uklart, hvad der skete med oplysningen derefter.

Til gengæld fremgår det af redegørelsen, at Mogens Jensen inden pressemødet den 4. november fik stukket nogle papirer i hånden af sine embedsmænd.

Talepapirerne omtalte blandt andet, at beslutningen om aflivning blev truffet for at beskytte folkesundheden.

Papirerne omtalte til gengæld ikke, at nogle embedsmænd havde advaret om manglende lovhjemmel:

»Det fremgår ikke af disse sager, at der på embedsmandsniveau pågår drøftelser om hjemmelsgrundlaget for at udvide den hidtidige indsats med aflivning af mink til hele landet. Sagerne godkendes forud for pressemødet af Miljø- og Fødevareministeriets departementschef.«

Derefter begyndte pressemødet, hvor Mette Frederiksen meddelte nationen, at regeringen havde besluttet at aflive alle mink.

Inden da havde hele fire ministre haft et udkast til Mette Frederiksens tale til faktatjek: Justitsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet.

»Indledningen cleares af de pågældende ministerier,« står der i redegørelsen.

Departementschef orienteres

Få timere senere – om aftenen den 4. november – deltog Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, i drøftelser om lovgrundlaget. Blandt andet drøftede han emnet med Fødevarestyrelsens direktør, fremgår det.

Det stod nu klart, at »lov om hold af dyr« ikke lovliggjorde masseaflivningen. Som det hedder i redegørelsen:

»Senere samme aften tilkendegiver Miljø- og Fødevareministeriet over for Justitsministeriet, at det er Fødevarestyrelsens vurdering, at der ikke er hjemmel til aflivning af alle mink i § 30 i lov om hold af dyr, hvilket Miljø- og Fødevareministeriet kan tilslutte sig.«

Dagen efter, torsdag den 5. november, tilkendegav Justitsministeriet, at ministeriet »ikke har grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareministeriets og Fødevarestyrelsens vurdering.«

Med andre ord: Nu vidste både Fødevarestyrelsen, Miljø- og Fødevareministeriet og Justitsministeriet, at lovhjemlen til den trufne beslutning manglede.

Alligevel blev ingen ministre tilsyneladende orienteret om denne afgørende konklusion.

Nyt pressemøde

Samme aften kl. 18.30 den 5. november tonede Mette Frederiksen og andre ministre igen frem på danskernes tv-skærme. Denne gang med nyheden om, at Nordjylland populært sagt lukkede ned for at inddæmme den stigende smitte i landsdelen.

Ifølge redegørelsen var ministrene stadig uvidende om det manglende lovgrundlag på dette tidspunkt:

»Ingen af ministrene, der deltager på pressemødet, er på dette tidspunkt bekendt med hverken drøftelserne om hjemmelsspørgsmålet, eller konklusionen om, at det kræver lovgivning at tilvejebringe hjemmel til aflivning af mink uden for smittezonerne. Det samme gør sig gældende for departementscheferne i de nævnte ministerier, idet departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet dog som nævnt var bekendt med, at der onsdag aften pågik drøftelser om hjemmelsgrundlaget,« står der i redegørelsen.

Først om lørdagen, den 7. november, blev Mogens Jensen orienteret om, at regeringen var nødt til at få ny lovgivning på plads, for at kunne beordre alle mink aflivet.

Minkavlerne fik først besked tirsdag 10. november.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, mener, a sagen bør udløse Henrik Studsgaards afgang som departementschef i Fødevareministeriet.

»Jeg vil sige, at efter at have læst redegørelsen, så har jeg ikke tillid til Henrik Studsgaard,« siger hun til Jyllands-Posten.

Også Mogens Jensen kritiserer forløbet:

»Jeg finder det ligeledes kritisabelt, at jeg ikke bliver gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel straks, da dette afklares. Min departementschef har beklaget forløbet over for mig,« skriver han i sine bemærkninger.

Ministre fik tidligt forelagt sag

Det fremgår dog også af redegørelsen, at seks andre ministre allerede tidligt i forløbet, fik forelagt en oplysning om, at eventuel aflivning af samtlige mink i Danmark ville kræve lovændringer.

Miljø- og Fødevareministeriet vurderede, at »et sådant tiltag forudsætter ændret lovgivning på området,« stod der i en såkaldt sag, som blev forelagt de seks ministre i regeringens covid-19-udvalg allerede 1. oktober - altså godt en måned før den endelige beslutning om aflivninger blev truffet.

Covid-19-udvalget omfatter blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækkerup og finansminister Nicolai Wammen.

Det fremgik også af sagen fra 1. oktober, som blev forelagt, at tre ministerier - nemlig fødevare, justits og sundhed - ville forberede den »tekniske afklaring« af det fornødne lovgrundlag »såfremt der sidenhen måtte træffes beslutning om aflivning af alle minkbesætninger i et geografisk område eller i hele landet.«

Det fremgår ikke af redegørelsen, om de seks ministre rent faktisk læste selve sagen, hvor oplysningen fremgik.

Nick Hækkerup husker ikke om han læste præcis dén sag, siger han til TV 2 News.

Kritisabelt og beklageligt

Justitsministeriet fælder en hård dom over forløbet:

»Samlet set er det på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at myndighedernes ageren i det samlede forløb må anses for en tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer, der har til formål at sikre borgerne mod retstab og yde grundlæggende garantier mod uberettigede indgreb fra myndighederne, herunder vejledningspligten. Justitsministeriet finder således efter en samlet vurdering, at forløbet må betragtes som kritisabelt og beklageligt,« skriver ministeriet i en notits.

Derudover er det Justitsministeriets vurdering, at:

»Embedsværkets forberedelse af regeringens offentlige kommunikation ikke har levet op til de standarder, som må kunne forventes.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.