Politik

Storbritannien og EU: Tiden er ved at rinde ud for brexit-aftale

Den britiske premierminister, Boris Johnson, siger, at en aftale vil være at foretrække - men at Storbritannien, der kom med i EU i 1973, vil blomstre også uden en aftale. Foto: AFP/Jamie Lorriman

Tiden er ved at rinde ud for at nå en aftale om brexit-handelsaftel inden 1. januar 2021.

Det advarer Storbritannien og EU hinanden om mandag ifølge Reuters.

Der forhandles fortsat i forsøg på at nå til enighed om blandt andet statsstøtte og fiskeri for at undgå et turbulent exit om en måned.

Storbritannien forlader EU nytårsnat den 31. december, når overgangsperioden slutter.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, siger, at en aftale vil være at foretrække - men at Storbritannien, der kom med i EU i 1973, vil blomstre også uden en aftale.

- Vi er virkelig ved at løbe tør for tid. Vi er i en kritisk uge - vi er nødt til at få et gennembrud, siger den britiske miljøminister, George Eustice, til Reuters.

Han påpeger også, at sker der fremskridt, kan det betyde udvidede forhandlinger på flere områder.

Fra EU lyder det samstemmende, at tiden går:

- Sandheden og udfordringerne ved brexit afsløres nu, siger den irske udenrigsminister, Simon Coveney.

Efter at have brudt utallige deadlines koncentrerer forhandlerne sig lige nu om enkelte områder for på den måde at kunne nå frem til enighed og derefter udvide forhandlingerne gradvist.

BRANCHENYT
Læs også