Serier

Svensk problem: Smitten stiger, dødstallet stiger

I Sverige kæmper man igen med coronatal, der ligger en del over Danmark, men især de andre to naboer Norge og Finland.

Corona rammer verden
De svenske myndigheder havde endnu engang gjort tirsdagens pressemøde virtuelt. Foto: 10050 Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix

Det ser ikke godt ud med tallene for coronasmitte og coronarelaterede dødsfald i vores naboland Sverige.

Tirsdag blev tal, der dækker perioden siden fredag, lagt frem. De viste 17.629 yderligere smittede og 117 yderligere dødsfald.

Da statsepidemiolog Anders Tegnell kommenterede udviklingen på et pressemøde åbnede han en smule for en positiv tolkning af udviklingen lige nu, men understregede i samme ombæring alvoren.

»Vi ligger måske på en form for plateau men med en omsiggribende smittespredning, som overhovedet ikke er stoppet. Alle regioner har nu indlagte, og hvad angår dødsfald ser vi også en fortsat stigning,« ytrede Tegnell ifølge SVT.

Han forklarede yderligere, at man ser en stigning i smittetilfælde blandt alle aldersgrupper.

I Danmark annoncerede regering og myndigheder tirsdag nye restriktioner i Københavnsområdet med den begrundelse, at man her finder landets højeste smitte med et snit for de 17 involverede kommuner på lige omkring 300 pr. 100.000 indbyggere pr. uge.

Sammenligner man det med tilstanden i Sverige, har man der højere smittetal end det københavnske i 9 af landets 21 regioner.

Det gælder blandt andet hovedstadsregionen Stockholm, hvor der den seneste uge er registreret yderligere 9.528 smittede - det svarer til 401 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere. Den folkerige hovedstadsregion tegner sig også for mange af dødsfaldene både for nylig og set over hele epidemien med 45 coronadøde den seneste uge, hvilket skubber det samlede dødstal i regionen op på 2.627.

Set over hele epidemien stikker Sverige klart ud som det skandinaviske land med flest coronadøde. Tal fra det europæiske smitteagentur ECDC viser et svensk dødstal på ca. 660 coronadøde pr. mio. indbyggere. Det danske tal er 150, Norges 60 og Finlands 70.

Den sammenligning har der tidligere været fokus på, og tirsdag blev Anders Tegnell bedt om at forholde sig til det igen set i lyset af den nyeste udvikling.

I den sammenhæng bemærkede han, at Sverige på det parameter kan sammenlignes med for eksempel Belgien og Storbritannien, mens især Norge og Finland i virkeligheden er abnormale på grund af meget lave tal.

»Om det beror på den sociale struktur, man har i landene, om det beror på, at man har en mindre befolkningstæthed (i Norge og Finland. red.) ... Det beror i hvert fald helt sikkert på, hvor omfattende smittespredning, man har haft i foråret, for det ser ud til at blive afspejlet ret kraftigt i den anden bølge,« forklarede Tegnell ifølge Expressen.

Han fortsatte med at uddybe, at man undersøger alt, hvad man kan om, hvordan smitten starter og stiger i niveau. Der er dog et men, mindede han om:

»Jeg synes fortsat at det er svært at sige, hvad der årsag og effekt med denne meget komplicerede sygdom.«

BRANCHENYT
Læs også