Fortsæt til indhold

Blå partier er klar til Støjberg

Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er klar til at byde den tidligere næstformand i Venstre velkommen.

Politik

Inger Støjberg stoppede tirsdag som næstformand i Venstre, men hun skrev i et opslag på Facebook, at hun vil kæmpe videre for sin politiske linje.

Og den linje kan hun føre videre i andre borgerlige partier, hvis stemmeslugeren fra seneste folketingsvalg vælger at forlade Venstre. I juni 2019 blev hun nummer fire på listen med 28.420 personlige stemmer. Hun blev kun overgået af den nuværende statsminister Mette Frederiksen, den daværende formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen og Enhedslistens politiske leder Pernille Skipper.

Både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er ifølge partiernes ledere klar til at tage mod Støjberg, hvis hun vil skifte parti, skriver TV2.

Hos Dansk Folkeparti er meldingen klar fra formand Kristian Thulesen Dahl.

»Hun er selvfølgelig velkommen. Vi har i politik brug for rugbrødspolitikere, men også brug for folk, der kan sætte tingene lidt skarpt op. Inger kan det sidste, og har hun ønske om, at komme over til DF, så kan hun det,« siger han.

Lidt mere forbehold er der hos Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der mener, at diskussionen ikke er relevant i øjeblikket. Men der er altid plads til Støjberg i Nye Borgerlige, pointerer hun.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen bad tirsdag Inger Støjberg om at trække sig som næstformand.

I et Facebook-opslag forklarer han, at Inger Støjberg flere gange er gået mod hans politiske linje og han havde ikke længere tillid til, at han havde sin næstformands fulde opbakning til at lede Venstre.

Det seneste eksempel på uenighed mellem de to er på spørgsmålet om en eventuel rigsretsag mod Inger Støjberg i sagen om ulovlig adskillelse af ægtepar, der har søgt asyl, og hvor den ene af parterne var mindreårig.

Flere markante stemmer i Dansk Folkeparti har efter Støjbergs afgang været ude med støtte til V-politikeren.

Pia Kjærsgaard skriver på Twitter, at Støjberg er blevet presset væk fra formandsposten.

»Forhastet. Uretfærdigt. Fuld opbakning til Inger Støjberg herfra,« lyder det i beskeden.

Også Peter Skaarup og Morten Messerschmidt udtrykker støtte til Støjberg.

»Kære Inger. I DF støtter vi dig ubetinget og vil aldrig lægge stemmer til en Rigsretssag mod dig. Vi forstår ikke, at dit parti Venstre på den måde kan finde på at svigte og undsige dig. Men vær forvisset om, at du ikke står alene i denne sag. Store dele af befolkningen og et samlet Dansk Folkeparti støtter dig uden forbehold!« skriver Skaarup på Facebook.

Moten Messerschmidt ytrede sig allerede om Støjberg inden mødet i Venstre.

Han mente i et opslag på Facebook, at det lugtede langt væk af, at partiet gik efter en af de få venstrefolk, der fører en hård udlændingepolitik.

Og efterfølgende har han også over for Ritzau budt Støjberg velkommen, hvis hun vil skifte parti.

»Hvis Jakob Ellemann-Jensen virkelig ønsker at gå i den her retning, hvor hele den del af Venstre, som Inger Støjberg repræsenterer, skal skrinlægges, så bliver det meget svært at samarbejde. Og så må jeg bare sige, at Inger Støjberg er meget velkommen i vores parti,« siger han.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ser gerne at Inger Støjberg bliver i partiet.

Et længere opslag på Facebook slutter han således:

»For mig at se skal Inger være et stort og vigtigt aktiv for Venstre i mange år fremover. Nu skal vi have afklaret spørgsmålet om en rigsret. Herefter vil Inger kunne fortsætte som en vigtig del af Venstres Folketingsgruppe, selv om hun ikke længere er næstformand.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllandsposten.