Politik

Ledende Venstre-medlemmer støtter opgør med Støjberg

En række Venstre-profiler støtter på sociale medier op om, at Inger Støjberg (V) måtte gå som næstformand.

Ellen Trane Nørby (V) ser Inger Støjbergs afgang som næstformand i Venstre som uundgåelig. Foto: Martin Lehmann

Oven på tirsdag aftens opgør i Venstre, hvor formand Jakob Ellemann-Jensen og partiets forretningsudvalg bad nu daværende næstformand Inger Støjberg (V) om at trække sig, støtter flere ledende medlemmer af partiet op om formanden.

Det sker på sociale medier, hvor det understreges, at det er formanden og forretningsudvalget, der lægger linjen.

- I de seneste 48 timer har Inger valgt at undsige Jakob, undsige forretningsudvalget og undsige Venstre. Det er ikke acceptabelt. Det er uhørt og utilgiveligt, skriver tidligere næstformand Kristian Jensen på Facebook og fortsætter:

- Jeg er utrolig ked af, at Venstre nu igen står i et formandsopgør. Men jeg ved fra tidligere erfaring, at samarbejde kan være så betændt, at det er umuligt at fortsætte. Derfor bakker jeg helt og fuldt op om Forretningsudvalgets opbakning til Jakob Ellemann her til aften.

Juleopgøret i Venstre har sin rod i, at Instrukskommissionen er kommet med en hård kritik af Inger Støjbergs ageren i sagen om adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Jakob Ellemann-Jensen skrev søndag, at Venstre støtter en rigsret mod Inger Støjberg, hvis uvildige advokater vurderer, at der er basis for en sådan. Det erklærede Inger Støjberg sig uenig i.

- Denne sag handler ikke om barnebrude, og den handler ikke om en hård linje i udlændingepolitikken eller ej.

- Den handler om lovbrud. Om Inger har løjet bevidst og gentagne gange overfor Folketinget og om der er givet en ulovlig instruks til at tvangsadskille unge par, skriver Kristian Jensen.

Partiets repræsentant i Folketingets Præsidium, Karen Ellemann, skriver, at "vi må og skal være holdspillere i Venstre. Og det er ikke i orden, når næstformanden modarbejder formandens linje."

Undervisningsordfører Ellen Trane Nørby, der stillede op mod Inger Støjberg i kampen om at blive ny næstformand i 2019, skriver:

- Jeg er imod barnebrude og støtter kampen mod det ækle fænomen som barnebrude er, men den rigsretssag der lige nu diskuteres handler ikke om det, den handler om at lov er lov og lov skal holdes.

- Det har Venstres formand og ledelse gjort helt klart og den linje har Inger været uenig i - på den baggrund ser jeg Ingers afgang som næstformand som uundgåelig, da hun gentagne gange har optrådt illoyalt og er gået direkte imod Venstres formand.

Ifølge BT er det ikke alle Venstres folketingsmedlemmer, der er enige i beslutningen. Jagtordfører Thomas Danielsen har ifølge avisen skrevet til Folketingsgruppen:

- Vores såkaldte ledelse må jo mene, at dette er til gavn for os.

Læs også
Top job