Politik

Ellemann savner retning ud af coronakrise fra statsminister

Statsminister håber, at påsken bliver et vendepunkt, men oppositionsleder savner en retning ud af krisen.

Partileder Jakob Ellemann-Jensen (V) savner, at statsministeren i sin nytårstale havde nævnt, hvordan Danmark kommer videre fra coronakrisen.

Det skriver han på Twitter.

- Fin anerkendelse fra statsministeren af vores stærke danske fællesskab, og at danskerne har taget et stort individuelt ansvar, som har hjulpet os gennem coronakrisen.

- Men samtidig en tale, der ikke taler om det svære; hvordan vi kommer ud af krisen og skaber vækst og nye arbejdspladser, skriver ham.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag aften holdt sin anden nytårstale, som i vid udstrækning fokuserede på coronasituationen i Danmark.

Hun håber, at påsken til april bliver et vendepunkt for coronasitautionen, men understreger samtidig, at det ikke bliver en afslutning.

Regeringen mener, at vaccinen er vejen tilbage til hverdagen.

Ellemann-Jensen kommer i sit korte tweet ikke ind på, hvordan han selv vil hive landet ud af krisen.

Men til TV2 News uddyber han forslag, som Venstre tidligere har lanceret.

At beskæftigelsesfradraget hæves, at gøre det mere attraktivt at arbejde ved at sænke visse økonomiske ydelser og at øge bidrag til forskning- og udvikling

- Det, som statsministeren ikke svarer på, er, hvordan vi får råd til alle de gode ting, vi godt kunne tænke os, siger han til tv-kanalen og nævner en velfærdslov, en bedre sammenhæng mellem land og by samt klima.

Det er ting, som Mette Frederiksen i sin tale kom ind på, at det kommende år i politik vil fokusere på.

Læs også