Serier

Nu må vi kun forsamles fem ad gangen

Nye restriktioner er på vej for at bremse coronasmitten – også længere afstand i butikkerne

Corona rammer verden
Skolebørnene er allerede i gang med hjemmeundervisningen - her er det Ville Bidstrup på ni år - men flere partier ønsker også at skrue ned for børnehaver og vuggestuer. Foto: Stine Bidstrup

En, to, tre, fire, fem.

Fremover bliver det kun nødvendigt med én hånd, når man skal tælle indholdet i sin sociale boble.

Regeringen lægger nemlig op til at sænke det nuværende forsamlingsloft på 10 personer til det halve, og tirsdag middag sidder partilederne til møde med regeringen – helt konkret sundhedsminister Magnus Heunicke og justitsminister Nick Hækkerup – om de nye restriktioner.

Samtidig er det også planen at gøre afstanden mellem kunderne i de detailbutikker, som fortsat er åbne, længere, så der fremover skal være to meter fra krop til krop.

Indholdet bekræftes af flere sundhedsordførere, og i SF er Kirsten Normann Andersen glad for de nye restriktioner, selv om de kommer på en mørk baggrund med mange indlagte og et stort antal smittede.

»Selvfølgelig er det aldrig rart at skulle indføre flere restriktioner, men det er meget nødvendigt – både når man ser på det aktuelle smittetryk og i øvrigt ved, at der er en engelsk mutation i spil, som smitter vanvittigt meget,« siger hun og understreger, at Danmark burde have været lukket mere ned allerede i december.

»Vi er denne gang kommet for sent i gang,« siger hun, der gerne ser, at også aktiviteten i daginstitutionerne skrumpes væsentligt.

Færre børn i børnehave

»Vi skal selvfølgelig give de mennesker, som skal på arbejde i butikker, som buschauffører og i sundhedssektoren, mulighed for det, så der skal fortsat være nødpasning. Men daginstitutionerne skal skrue meget længere ned,« siger hun.

I Enhedslisten gør sundhedsordfører Peder Hvelplund sig lignende tanker, og han kalder det nuværende situation »særdeles alvorlig«.

»Situationen bliver yderligere kritisk, fordi vi har et meget højt antal indlagte på sygehusene, og vi har allerede en engelsk mutation i spil i Danmark – måske også snart en sydafrikansk,« siger han, der også gerne ser, at færre børn sendes i daginstitution i de kommende uger.

»Det er helt nødvendigt, hvis vi skal nå statsministerens mål om, at vi har et vendepunkt omkring påske. Skal det ske, skal vi gå ind i februar med et langt lavere kontakttal end det, vi har i øjeblikket, og derfor må vi hellere gøre for meget end for lidt lige nu,« siger han.

Læs også
Top job