Politik

100 skal afhøres om officielle kinesiske besøg

Udenrigsministeriet er igen i fokus hos kommission, der undersøger myndigheders opførsel ved kinesiske besøg.

En topdiplomat ventes torsdag som den første i en lang række at blive udspurgt om, hvordan officielle kinesiske besøg blev håndteret.

Det er Tibetkommissionen, der har inviteret tidligere departementschef og ambassadør Claus Grube fra Udenrigsministeriet.

Det er en genvisit. Også for lidt over fire år siden blev han bedt om at besvare spørgsmål fra kommissionen.

Dengang lød det fra embedsmanden, at han var "lidt ked af", at politifolk i de københavnske gader for eksempel rev Tibet-flag ud af hænderne på fredelige borgere.

Kommissionen undersøger politiets og andre myndigheders optræden ved statsbesøg og andre officielle besøg fra Kina.

I løbet af vinteren og foråret skal 100 personer afhøres, og et stort tema er tilsyneladende Udenrigsministeriets rolle. I hvert fald er en tredjedel af de indkaldte netop embedsmænd fra dette ministerium.

Også en stribe tidligere ministre er blevet indkaldt. På listen står således de tidligere regeringschefer Anders-Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Desuden skal syv politikere, der har været udenrigsminister, besvare spørgsmål fra kommissionen, der foreløbig har planlagt afhøringer frem til udgangen af maj.

Her er Tibetkommissionen

Tibetkommissionen er ved at undersøge, om politiet har tilsidesat borgernes ret til at ytre sig og demonstrere under officielle kinesiske besøg. Den ser på besøg siden 1995.

  • Den første kommission blev nedsat i december 2015. Den undersøgte besøg i 2012, 2013 og 2014. Beretningen kom i december 2017.
  • Konklusionen var, at Københavns Politi i 2012 under præsident Hu Jintaos besøg arbejdede ud fra en generel "klart ulovlig" ordre om, at demonstranter ikke måtte være synlige for kineserne. Borgernes ret til at forsamle sig og ytre sig blev krænket.
  • Betjente tog tibetanske flag ud af hænderne på enkeltpersoner, og en demonstration blev søgt skjult for præsidenten.
  • Forud for besøget fik politiet flere gange besked om, at kineserne var bekymrede for demonstrationer. I Udenrigsministeriet var der fokus på bekymringerne. "Dette bidrog til en stemning, der forplantede sig via PET til Københavns Politi".
  • Kommissionen fandt dog ikke bevis for direkte ordrer eller opfordringer fra Udenrigsministeriet, PET, Statsministeriet, Hofmarskallatet eller Justitsministeriet.
  • Også i 2013 gjorde politiet sig skyldig i "klart ulovlige" indgreb mod borgernes ret til at ytre sig. Men der var ingen generel ordre.
  • Desuden blev Folketinget ført bag lyset. Retsudvalget fik "urigtige, vildledende eller ufyldestgørende" oplysninger i svar og redegørelser om sagen.
  • Kommissionen blev nedsat på ny i juli 2018. Opgaven er at lave en supplerende undersøgelse - og at vurdere myndighedernes håndtering af flere tidligere besøg. Der er indhentet 182 millioner dokumenter. Beretningen ventes sidst på året.
  • Kommissionen består af landsdommer Tuk Bagger, professor, dr. jur. Michael Hansen Jensen og advokat Ole Spiermann.

Kilder: Tibetkommissionen, beretning og udtalelser

Også i 2016 og 2017 stillede Tibetkommissionen spørgsmål til især politifolk og PET samt til embedsmænd fra hovedsageligt Justits- og Udenrigsministeriet.

Konklusionen var, at politiet i 2012 og 2013 havde begået klart ulovlige indgreb mod borgernes ret til at ytre sig og demonstrere. Men arbejdet afdækkede ingen beviser for, at politiet havde fået opfordringer eller instrukser fra andre myndigheder om indgreb.

Da beretningen var offentliggjort, gik flere ældre politifolk til medierne og fortalte, at ordensmagten også tidligere havde gjort sig umage for, at prominente besøgende fra stormagten i øst ikke blev generet af synet af demonstranter.

Dette var en af årsagerne til, at kommissionen helt usædvanligt blev nedsat på ny.

BRANCHENYT
Læs også