Politik

Medie: Kendt QAnon-leder dirigerede demonstranter i Kongressen

En ledende figur i konspirationsbevægelsen QAnon skilte sig ud fra mængden under uroligheder i Kongressen.

En ledende figur i den kontroversielle konspirationsbevægelse QAnon havde en meget synlig rolle, da USA’s kongres onsdag blev stormet af Donald Trump-støtter.

Det skriver mediet Business Insider.

Ifølge mediet er der tale om en 32-årig mand ved navn Jake Angeli også kendt som ”Q Shaman”.

Under onsdagens optøjer blev han flere gange set vandre rundt i Kongressen med en megafon, mens han fik taget billeder med både Trump-støtter og QAnon-tilhængere.

Undervejs kunne han også ses dirigere med flere demonstranter.

Angeli, der er kendt for at bære rød, hvid og blå ansigtsmaling - det amerikanske flags farver - samt en hjelm med horn, er blevet en kendt figur i konspirationsbevægelsen.

Ifølge mediet The Arizona Republic er han i løbet af det seneste år jævnligt dukket op i forbindelse med højreorienterede protester i delstaten Arizona.

Business Insider skriver også, at ”Q Shaman” er en af flere kendte figurer i QAnon, der inspirerer og påvirker medlemmer af bevægelsen.

Hans tilstedeværelse ved optøjerne sammen med andre QAnon-tilhængere kommer, efter en periode hvor bevægelsen er blevet beskyldt for at hjælpe med at gøre præsident Donald Trumps påstande om valgsvindel populære.

QAnon er en konspirationsteori, som er vokset online i kølvandet på coronapandemien.

Medlemmer af bevægelsen ser præsident Donald Trump som en slags frelser, der skal redde USA.

Men han modarbejdes ifølge teorien af en global elite, der styres af pædofile. Eliten står bag menneskehandel og planlægger at vælte den amerikanske præsident.

USA’s føderale politi, FBI, har betegnet QAnon som en potentiel indenlandsk terrortrussel.

Ifølge Business Insider har Donald Trump, siden han tabte præsidentvalget til Joe Biden, fået flere af sine påstande og historier om valgsvindel direkte fra konspirationsbevægelsen.

Mediet skriver også, at mange QAnon-konti på sociale medier fejrede onsdagens optøjer og kaldte dem begyndelsen på en borgerkrig.

Få mere amerikansk politik i ørerne. Lyt til de seneste episoder af ”Vejen til Det Hvide Hus” herunder.

BRANCHENYT
Læs også