Politik

Sundhedsministeriet bekræfter vaccinepas

Sundhedsministeriet bekræfter nu, at et covid-19 vaccinationspas er på vej. Løsningen kommer meget snart.

En kommende vaccination bliver snart suppleret af et pas. Det kan betyde, at restriktioner kan lempes, påpeger flere aktører. (Foto: JOSEPH PREZIOSO/Ritzau Scanpix)

I takt med udrulningen af vaccinerne mod covid-19, er spekulationerne om et kommende vaccinationspas taget til.

Nu bekræfter Sundheds- og Ældreministeriet, at en løsning er på vej, og den er lige på trapperne.

Det skriver DR Nyheder.

»Sundheds- og Ældreministeriet arbejder på et covid-19-vaccinepas, som forventes klar til primo 2021,« svarer ministeriet i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Ifølge DR, vil vaccinepasset have fysisk form i den forstand, at løsningen bliver tilgængelig på sundhed.dk, så danskerne selv kan printe det. Om en digital løsning er på vej, har ministeriet ikke svar på, lyder det.

Hos Dansk Erhverv jubler man over udsigten til et vaccinepas.

»Det er virkelig en god nyhed. For det er mere end ét stort skridt mod noget, der minder om normale tilstande. I første omgang retter vaccinepasset mod udlandsrejser, og derfor er det vigtigt, at det sikres, at andre lande følger med, så passet kan bruges til at rejse til så mange lande, som det overhovedet er muligt. På sigt skal der naturligvis også ses på rejserestriktionerne, således at de bliver lempet i takt med, at flere får vaccinen,« siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Han tilføjer, at vaccinepasset bør udvikles som en digital løsning. Samtidig understreger han, at et digitalt vaccinepas også bør indeholde mulighed for at gøre brug af et dugfrisk, negativt testsvar, så de personer, der enten endnu ikke er blevet vaccineret eller ikke ønsker at bliver det, også kan gøre brug af passet.

I november interviewede Jyllands-Posten branchedirektør i Dansk Industri Transport, Michael Svane, om det dengang mulige vaccinationspas. Herfra er der også bred opbakning til løsningen.

»Mulighederne er uendelige. Vi tænker i, hvordan man kan finde en vej fra at have et samfund, der lukker mere og mere ned. Sådan et pas kan bruges til alle mulige aktiviteter, lige fra koncerter, til private fester og adgang til virksomheder, hvor man vil sikre sig, at man ikke får coronavirus ind på virksomheden, så man i givet fald må lukke produktion ned,« sagde Michael Svane til Jyllands-Posten.

DI var i sommer med til at udvikle covid-19 test-passet, det skulle gøre det nemmere at rejse mellem andre lande.

I underholdningsbranchen er der ligeledes opbakning til et vaccinationspas. Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest i Skanderborg fortalte tidligere til Jyllands-Posten, at et covid-19 vaccinationspas meget vel kunne blive et krav for at komme ind til Smukfest i 2021.

Hvornår og til hvilke aktiviterer vaccinationspasset skal bruges, er endnu ikke meldt ud. DR skriver, at verdens største brancheforening for flyselskaber, IATA, arbejder på en international løsning kaldet IATA Travel Pass Initiative.

BRANCHENYT
Læs også