Serier

Heunicke: Britisk virusmutation breder sig i Danmark

Regeringen forlænger de nuværende restriktioner i tre uger til den 7. februar.

Corona rammer verden
Indkøbscentre og udvalgsvarebutikker som byggemarkeder skal holde lukket uanset størrelse. Supermarkeder og apoteker er undtaget. Også serviceerhverv som frisører og massører skal holde lukket. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Danskerne skal belave sig på endnu tre uger i nedlukningens skygge. Det betyder blandt andet maksimal hjemmetid, undervisning via computeren og en udsættelse af café- og biografbesøg.

Det er ikke mindst bekymringen for nye smitsomme virusvarianter, som den britiske mutation, der får regeringen til at fortsætte nedlukningen af landet, Sygehusvæsenet er i forvejen hårdt spændt for og skal i videst mulige omfang kunne servicere både coronaramte og andre syge danskere. 

»Den britiske B117-variant breder sig i Danmark. Stikprøver for fire dage siden viste 134 smittede danskere - i dag var der 208 smittede. Væksten i smitten er problemet, da den kan medføre langt flere indlæggelser,« pointerer sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet.

»Alle sociale aftaler bør så vidt muligt aflyses - undtagen med læge eller fysioterapeut,« siger sundhedsministeren.

»Når smittetallene falder, vil vi begynde at åbne samfundet igen. Men der er vi slet ikke endnu. Heldigvis kan en ny såkaldt delta-pcr-test afsløre, om en person er smittet med en af de nye virusvarianter og afklare det kort tid«.

Mange tusinde tests

600 flere i smitteopsporingen er blevet ansat. Og vaccinerne er nu på vej ud i det danske samfund. Mange tusinde mennesker vaccineres hver dag.

»Blandt alle i det danske samfund er der bekymringer for job og helbred. I regeringen gør vi alt for, at vi alle kommer så sikkert som muligt ud på den anden side,« siger skatteminister Morten Bødskov.

Bødskov pointerer, at der i 2020 er sikret titusinder af arbejdspladser og likviditet for 300 mia. kr. via støtteordninger. Hjælpen skal ud til dem, den er tiltænkt. 230.000 støtteansøgninger er blevet behandlet.

»Danske virksomheder er forsat meget udfordret. Lige nu handler det om at få smitten under kontrol. Det er vejen til at få genrejst Danmark og dansk økonomi,« siger Bødskov.

Justitsminister Nick Hækkerup oplyser, at der er meget mere testkapacitet, end der bliver udnyttet. Der er brug for, at flere er opmærksomme på symptomer og lader sig teste. For at vi kan leve  det liv, vi gerne vil. Så simpelt er det. Han opfordrer til, at alle der går på arbejde lader sig teste en gang om ugen.

»Lige nu er det et kapløb med tiden, om at vaccinerne får effekt,« fastslår Hækkerup.

Justitsministeren opfordrer udlændinge til, at de kun rejser ind i Danmark, hvis rejsen har et anerkendelsesværdigt formål og de har en negativ coronatest. 

Have livet tilbage

Sundhedsstyrelsen peger også på truslen fra virusvarianter.

»Jeg vil også gerne have min hverdag tilbage. Men så skal smittekurverne knække. Sygehusvæsenet har været spidsbelastet i en måned. Og vi skal kunne stå imod, når den britiske variant rammer for alvor,« påpeger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, uddyber:

»Hvis vi ser på kontakttallet lige nu, så er det omkring 0,9. Med den britiske variant B117 så er kontakttallet på 1,2 - altså en stigende kurve. Og i region Syd er smitten lige nu på vej op. Ingen kan vide sig sikker.«

Ikke mindst England og Irland er hårdt ramt lige nu. Og Spanien har fundet 74 tilfælde af den britiske variant.

Fra nu af skal alle coronaprøver, i det omfang det er muligt, undersøges for flere virusvarianter. Og der er også et stort fokus på den nye virusvariant fra Sydafrika. Desværre tager det længere tid end ved det normale tjek.

»Vi får ikke den store effekt af vaccinerne, hvis vi ikke passer på nu,« understreger Henrik Ullum.

Her er restriktionerne

Sådan ser restriktionerne ud frem til d. 7. februar:

Indkøbscentre og udvalgsvarebutikker som byggemarkeder skal holde lukket uanset størrelse. Supermarkeder og apoteker er undtaget. Også serviceerhverv som frisører og massører skal holde lukket.

Elever i folkeskolen og studerende er stadig hjemsendt og modtager fjernundervisning.

Alle indendørs idræts- og kulturanlæg er lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler. Elitesportsudøvere kan imidlertid benytte idrætsfaciliteter, som er lukket for offentligheden.

Restauranter, barer, caféer og lignende skal fortsat holde lukket. De må dog gerne sælge takeaway.

Også kosmetiske behandlere skal holde lukket. Dette er en nyhed.

BRANCHENYT
Læs også