Politik
BREAKING

Heunicke ser med stor alvor på nedgang i vaccineleverancer

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ser med stor alvor på nedgangen i leverancer af vacciner fra Pfizer/BioNTech de næste uger.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Det siger han i en skriftlig kommentar, efter at Pfizer har oplyst, at selskabet reducerer leveringen af coronavacciner til Europa, herunder Danmark, i de næste uger.

- Vi er i et kapløb med coronavirus og den nye mere smitsomme virusvariant. Derfor ser vi med stor alvor på nedgang i leverancer.

- Regeringen har derfor på højeste niveau aktiveret alle kanaler herunder kontakt og dialog med andre medlemsstater i EU og EU-Kommissionen for at sikre Danmarks interesser, siger han.

Ifølge Statens Serum Institut (SSI) vides det endnu ikke, i hvilket omfang det vil påvirke antallet af, hvor mange vacciner der bliver leveret.

Ifølge leveringsplanen fra Pfizer skulle Danmark i næste uge modtage 59.475 doser. Hvor mange vacciner der nu vil blive leveret, har Pfizer endnu ikke bekræftet ifølge SSI.

Heunicke oplyser, at sundhedsmyndighederne er i gang med at afklare omfanget og konsekvenserne af de færre vaccineleverancer.

Dertil arbejdes der på at tilpasse vaccinationsplanen efter de nye oplysninger.

BRANCHENYT
Læs også