Serier

Mette Frederiksen: Nedlukning kan meget vel blive forlænget yderligere

Foreløbig gælder coronanedlukningen frem til 7. februar, men det kan blive nødvendigt at forlænge den, siger statsministeren, som forventer restriktioner i Danmark hele vinteren.

Corona rammer verden
Statsminister Mette Frederiksen deltager tirsdag i partilederdebat i Folketinget, hvor corona naturligvis fylder en del. Arkivfoto: Jens Dresling

Spredningen af den muterede og langt mere smitsomme coronavirus-variant B117 kan meget vel betyde, at det bliver nødvendigt at forlænge nedlukningen af Danmark et godt stykke ind i februar.

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen tirsdag under en partilederdebat i Folketinget.

»Situationen er så alvorlig, at vi meget vel kan se ind i, at der bliver behov for at forlænge en del af de restriktioner, vi kender allerede i dag, for det er et kritisk sted, vi står,« sagde hun og beskrev kampen mod den særligt smitsomme britiske virusvariant som et kapløb med tiden.

I sidste uge forlængede regeringen alle gældende restriktioner frem til foreløbig den 7. februar. Det drejer sig blandt andet om forsamlingsloftet på fem personer, nedlukning af skoler, uddannelsesinstitutioner og stort set alle butikker på nær dagligvarebutikker og apoteker samt skærpede indrejserestriktioner og anbefaling om af droppe alle rejser til udlandet.

Men disse – eller nogle af disse – restriktioner kommer sandsynligvis til at gælde vinteren ud, lød det fra statsministeren.

Adspurgt om hun ser håb for, at for eksempel de mindst skoleelever kan vende tilbage til klasselokalerne i begyndelsen af februar, sagde hun:

»Jeg tror, vi bliver nødt til at lægge til grund, at vi kigger ind i restriktioner hele vinteren. Om vi får behov for præcis de samme restriktioner som i dag, tør jeg ikke sige på stående fod.«

Britisk variant spreder sig

Selv om smittetallene i øjeblikket er nedadgående i Danmark, og kontakttallet netop er blevet beregnet til 0,6, så vurderer sundhedsmyndighederne, at B117-varianten vil blive den dominerende virusvariant midt i februar.

Ser man alene på B117, så er kontakttallet tirsdag 0,82, oplyser Statens Serum Institut.

B117-varianten er ikke farligere end andre mutationer, men fordi den er 50-74 pct. mere smitsom end de eksisterende corona-varianter i Danmark, kan den kan medføre en stejlere smittekurve med et højere toppunkt, flere indlæggelser og i sidste ende flere dødsfald, ligesom det er sket i f.eks. Storbritannien og Irland.

Mette Frederiksen understreger derfor, at det er alt for tidligt at tale om genåbninger af samfundet på nuværende tidspunkt.

Foreløbig har 174.317 borgere landet over modtaget den første af to doser vaccine mod coronavirus, svarende til 2,99 pct. af befolkningen.

Samtidig har 2.844 borgere modtaget andet stik af en coronavaccine og er dermed færdigvaccineret.

BRANCHENYT
Læs også