Politik

Trump beder for Biden-administrationens succes i afskedstale

Ikke én gang nævner Donald Trump sin efterfølger, Joe Biden, ved navn i afskedstale til nationen.

Ifølge nyhedsbureauet dpa nævnte Donald Trump ikke kommende præsident, Joe Biden, ved navn i sin afskedstale. Foto: Mandel Ngan/AFP

USA's afgående præsident, Donald Trump har tirsdag aften dansk tid holdt sin afskedstale til nationen.

Blandt andet siger Trump i talen, at han "beder" for den kommende administrations succes.

- Denne uge indsætter vi en ny administration, og vi beder for, at den får succes med at holde Amerika sikkert og velstående, siger han.

Ifølge nyhedsbureauet dpa nævner han dog ikke kommende præsident, Joe Biden, ved navn i talen.

Trumps sidste tid på posten har været præget af stor uro.

Først nægtede han at anerkende, at han havde tabt præsidentvalget, og 6. januar mistede fem mennesker mistede livet, da Trump-tilhængere tiltvang sig adgang til Kongressen i USA.

Inden bygningen blev stormet, havde Donald Trump i en tale til demonstranter opfordret dem til at marchere mod Kongressen og protestere mod udfaldet af præsidentvalget.

I første omgang fordømte Trump ikke angrebet og gav endda udtryk for, at han "forstår" og "elsker" personerne bag optøjerne.

Men efterfølgende er tonen blevet hårdere, og i afskedstalen fordømmer han igen optøjerne.

- Vi må aldrig glemme, at mens amerikanere altid vil have deres uenigheder, så er vi en nation bestående af utroligt ordentlige, troende og fredselskende mennesker, som alle ønsker, at vores land er velstående, siger Trump.

- Alle amerikanere blev forfærdede over angrebet på Kongressen. Politisk vold er et angreb på alt, som vi sætter højt som amerikanere. Det kan aldrig tolereres.

Samtidig opfordrer han til at forenes om "fælles værdier" og se bort fra partiskel.

Han takker blandt andet sine støtter, sin familie og den afgående vicepræsident, Mike Pence, og fremhæver sin egen udenrigspolitik som en succes.

Trump kommer ikke til at mødes med Joe Biden, inden demokraten indsættes onsdag klokken 18 dansk tid.

Han vil i stedet flyve med "Air Force One" til Florida, hvor han ventes at slå sig ned, skriver Reuters.

- Mens jeg gør klar til at give magten videre til en ny administration, ønsker jeg, at I ved, at den bevægelse, som vi har startet, kun lige er begyndt, siger Trump.

- Jeg forlader dette majestætiske sted med et loyalt og glædesfyldt hjerte og en optimistisk ånd for vores land og vores børn. Vi har endnu ikke set det bedste.

Læs også
Top job