Politik

Twitter har suspenderet falsk konto efter mulig iransk trussel mod Trump

Falsk Twitter-konto, der påstod at tilhøre iransk leder, er suspenderet efter Trump-tweet, oplyser Twitter.

Twitter har suspenderet en falsk konto, der påstod at tilhøre Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, efter et opslag, der ligner trussel mod USA's nu tidligere præsident, Donald Trump.

Det oplyser Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Billedet, som blev lagt på profilen sent torsdag aften, viser en golfspiller, der ligner Donald Trump, og som tilsyneladende er mål for et droneangreb.

Billedet suppleres af en persisk tekst, der kan oversættes til "hævnen er uundgåelig. Soleimanis drabsmand og manden, der gav ordren, skal møde hævnen".

"Hævnen kan ske når som helst", tilføjes det.

Netop disse ord brugte ayatollah Ali Khamenei i december, hvor han gentog sit løfte om at gengælde drabet på den iranske topgeneral Qassem Soleimani.

Soleimani var general i den iranske revolutionsgarde, men blev for et år siden dræbt i et droneangreb i Bagdad.

Angrebet skete på ordre fra USA's daværende præsident, Donald Trump.

Twitter oplyste tidligere fredag, at kontoen var blevet lukket, fordi den overtrådte tjenestens regler.

En talsmand for Twitter præciserer fredag aften, at kontoen er blevet lukket, fordi den har overtrådt reglerne om "spam og manipulation".

Talsmanden bekræfter dernæst, kontoen var falsk.

Donald Trump blev afløst på posten som USA's præsident onsdag, hvor demokraten Joe Biden blev taget i ed.

Han fløj direkte til sit golfresort Mar-a-Lago i Florida fra Det Hvide Hus uden at deltage i indsættelsen af Joe Biden.

Iranske topembedsmænd har gentagne gange lovet, at drabet på Qassem Soleimani vil blive gengældt.

På etårsdagen for drabet tidligere på måneden advarede Irans justitsminister, Ebrahim Raisi, om, at selv ikke Donald Trump var "immun over for retfærdigheden", og at Soleimanis drabsmænd ikke kunne føle sig sikre "noget sted i verden".

BRANCHENYT
Læs også