Serier

De yngste skolebørn kan vende tilbage i skole fra mandag

Lave smittetal og høje udgifter betyder, at de yngste elever tager forskud på genåbningen.

Corona rammer verden
Landets skoler genåbner mandag, og dermed er det slut for Elinor Stensig og Herbert Asbæk med den frie formiddagsleg i H.C Ørsteds Parken i København. 


Arkivfoto: Gregers Tycho

Så er det frem med madkasser og skoletasker igen for de yngste skolebørn i 0.-4. klasse. Mandag lukker hjemmeskolen ved køkkenbordet, for regeringen har besluttet at tage forskud på den generelle genåbning og tillade de yngste skolebørn at komme tilbage til klasseværelserne.

Det erfarer Jyllands-Posten fra flere kilder, som bekræfter beslutningen. Regeringen har indkaldt til pressemøde klokken 18 mandag.

De nuværende restriktioner gælder frem til den 28. februar, men allerede i sidste uge luftede statsminister Mette Frederiksen muligheden for at lade de yngste skoleelever komme tidligere i gang, og Statens Serum Institut har brugt de seneste dage på at regne på konsekvenserne.

Facit i det regnestykke er, at smitterisikoen ved at lade børnene komme i skole er lav, men til gengæld er de økonomiske gevinster høje, når forældrene igen får mere frie hænder til at passe deres arbejde og ikke er bundet af at skulle holde hjemmeskole.

Formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, hilser beslutningen mere end velkommen.

»De små trænger til at komme i gang igen, og vi er helt klar,« siger han og understreger, at det fortsat blive en skolegang med små hold og god afstand.

Hjemme siden 21. december

Få indblik i skoleelevernes forløb med hjemsendelser det seneste år:

* 11. marts sendes elever og studerende på alle uddannelsestilbud hjem. Fem dage senere blev skoler lukket.

* 15. april - efter påskeferien - kan børnene til og med 5. klasse vende tilbage til skolerne, men med ekstra fokus på god hygiejne, større afstand og mindre grupper.

* 18. maj får de ældste skoleelever lov til også at få fysisk undervisning. Hygiejne, afstand og mindre grupper er stadig i fokus.

* Fra august behøver skolerne ikke længere at undervise eleverne efter bestemmelserne om nødundervisning. Det betyder, at klasserne atter kan fyldes, fordi der ikke behøver være stor afstand mellem de enkelte elever.

* 21. september melder Sundhedsstyrelsen ud, at skoler bør aflyse alle sociale arrangementer såsom klassefester, fælles morgenmad og studieture på grund af stigende smitte blandt børn og unge.

* 9. december bliver skoleelever fra 5. klasse og opefter i 38 kommuner med høje smittetal sendt hjem.

* 16. december bliver hjemsendelsen af de ældste elever udvidet til hele landet. Elever fra 5. klasse og op skal undervises digitalt.

* 21. december skal elever til og med 4. klasse sendes hjem fra skole og pasning. Reelt er mange elever dog allerede gået på juleferie på det tidspunkt.

BRANCHENYT
Læs også