Serier

Sveriges oppositionsleder vil have magten taget fra Folkhälsomyndigheten og Anders Tegnell

Det største svenske oppositionsparti Moderaterna med partileder Ulf Kristersson i spidsen kræver, at politikerne og ikke Folkhälsomyndigheten skal håndtere tredje bølge.

Corona rammer verden
Oppositionsleder Ulf Kristersson kræver, at den svenske regering nedsætter en krisestyringsgruppe ud fra dansk og norsk forbillede. Derudover lægges der op til, at politikerne kan pålægge befolkningen restriktioner som eksempelvis mundbind, der ifølge oppositionen bør være krav og ikke anbefalinger. Foto: TT/Henrik Montgomery via Reuters

I Sverige har det hele vejen gennem coronapandemien i store træk været sundhedsmyndighederne, der har bestemt, hvordan virussen er blevet håndteret.

Imidlertid må den svenske regering nu mere på banen og tage ansvar for at udarbejde en handlingsplan for, hvordan man vil håndtere den tredje bølge af coronavirus, som man formoder allerede er i gang med at ramme Sverige. Sådan lyder det fra Sveriges næststørste parti, oppositionspartiet Moderaterna.

Partileder Ulf Kristersson og politisk ordfører Elisabeth Svantesson har i et debatindlæg i Dagens Nyheter fremlagt et forslag om, at politikerne i højere grad tager styringen fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, og statsepidemiolog Anders Tegnell.

»Det er alene regeringen, der kan tage ansvar, og beslutningerne må foretages ud fra et forsigtighedsprincip,« lyder det i indlægget.

Ulf Kristersson og Elisabeth Svantesson kræver, at den svenske regering nedsætter en krisestyringsgruppe og håndterer pandemien i stil med, som man gør i Danmark og Norge. Derudover lægges der op til, at politikerne kan pålægge befolkningen restriktioner som eksempelvis mundbind, der ifølge oppositionen bør være krav og ikke anbefalinger.

Sverige kæmper lige nu, som det også er tilfældet i Danmark, med udbrud af den britiske variant og en øget smitte i samfundet. Ifølge SVT er der i 20 af 21 svenske regioner nu blevet opdaget muteret virus, og den britiske variant er langt den mest dominerende.

»Vi ved, at den britiske variant er meget smitsom. Vi forventer, præcis som man ser det i Danmark og i de regioner, vi har kunnet følge i nogle uger, at der fortsat vil være en øget andel af den britiske variant i de positive prøver,« sagde Karin Tegmark Wisell, der er afdelingschef i Folkhälsomyndigheten, på et pressemøde i sidste uge.

Bl.a. i Gävleborg har man gennem sekventering af de positive prøver opdaget, at et større udbrud kunne tilskrives den britiske variant.

Moderaterna kræver nu, at regeringen forbereder sig på at håndtere den tredje bølge af smitte ved at have et beredskab klar, bedre smitteopsporing og bedre styr på vaccinationsindsatsen.

Sverige har haft en noget lempeligere tilgang til bekæmpelse af coronavirus. Landet har i højere grad forsøgt sig med at opfordre til afstand og hygiejne frem for restriktioner som i eksempelvis Danmark. Imidlertid trådte regeringen med statsminister Stefan Löfven i spidsen i efteråret til og indførte flere restriktioner, hvilket fik smittekurven til at flade ud.

Smitten er i februar steget, og tirsdag blev der registreret knap 11.000 nye smittetilfælde og 64 dødsfald.

Anders Tegnell har på et pressemøde samme dag varslet, at der kan komme »nationale indsatser« for at styre den britiske variants udbredelse.

»Vi arbejder på en pakke, som bliver præsenteret i morgen,« lød det tirsdag eftermiddag fra statsepidemiologen på et pressemøde.

Hvad de nye svenske tiltag indebærer, har myndighederne ikke sagt noget om.

BRANCHENYT
Læs også