Serier
BREAKING

Flertal forlænger hjælpepakker trods genåbning

I forlængelse af den nye genåbningsplan, har et bredt politisk flertal besluttet at forlængehjælpepakkerne til de virksomheder, der fortsat er ramt af nedlukninger.

Corona rammer verden
Foto: Arkiv

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at forlænge de generelle hjælpepakker til og med 5. april. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet.

Dermed kan danske virksomheder, kulturliv og selvstændige fortsat søge de generelle kompensationsordninger, hvis de har en omsætningsnedgang på minimum 30 procent. De kan søge, hvad enten de må åbne eller ej.

Virksomheder og selvstændige kan således fortsat benytte sig af de generelle kompensationsordninger for faste omkostninger og selvstændige.

I trepartsaftalen med arbejdsmarkedets parter er det aftalt, at lønkompensationsordningen forlænges, så længe restriktionerne varer.

- Vi kan ikke åbne alt på en gang, og på sundhedsmyndighedernes råd er der derfor nogle, der må vente lidt endnu, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup i meddelelsen.

- Derfor skal hjælpen selvfølgelig også fortsætte både for dem, der må vente lidt længere med at slå dørene op, og for dem, som skal bruge lidt tid på at kæmpe sig tilbage.

Fra på mandag kan alle danske udvalgsvarebutikker under 5000 kvadratmeter med undtagelsen af dem, der ligger i storcentre, stormagasiner og lignende slå dørene op for kunder igen.

Det samme kan de cirka 250 store udvalgsvarebutikker, der er over 5000 kvadratmeter, men for et meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling.

Emil Fannikke Kiær, der er politisk direktør i Dansk Industri (DI), kalder forlængelsen af hjælpepakkerne for "helt afgørende".

- Det er vigtigt, at vi på sikker og forudsigelig vis får genåbnet samfundet igen, og her er det betryggende at virksomhederne får den økonomiske støtte som de har brug for under en genåbning.

- På et tidspunkt er samfundet forhåbentlig lukket så meget op, at hjælpepakkerne kan udfases, men så længe der er restriktioner, har nogle brancher og erhverv stadig brug for en hjælpende økonomisk hånd, siger han i en skriftlig kommentar.

BRANCHENYT
Læs også