Sygeplejersker har stemt nej til overenskomst
Medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd har ved en urafstemning stemt nej til resultatet af OK21-forhandlingerne.
Det var tæt løb, men et flertal af sygeplejerskerne har forkastet det overenskomstresultat, som Dansk Sygeplejeråd og arbejdsgiverne i Danske Regioner tidligere på foråret blev enige om.
47,3 pct. af medlemmerne stemte nej, mens 46,5 accepterede resultatet med et ja. Godt halvdelen af de stemmeberettigede sygeplejersker valgte at bruge deres stemme.
Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen ser resultatet som udtryk for udbredt utilfredshed med ikke mindst lønnen hos medlemmerne.
»Resultatet er udtryk for den udbredte utilfredshed, som mange sygeplejersker har opbygget over lang tid - og ikke mindst gennem det seneste år. Sygeplejerskerne sender et signal om, at de ikke er tilfreds smed OK21-resultatet, med årtiers lønefterslæb, med arbejdspresset og med manglende anerkendelse under coronasituationen. Signalet er både til arbejdsgiverne og til politikerne på Christiansborg,« siger Grete Christensen.
Både regeringen og topfolk i fagbevægelsen ser ifølge Jyllands-Postens oplysninger med stor bekymring på sygeplejerskernes nej.
Flere andre forbund har endnu ikke afsluttet deres urafstemning, og frygten er, at sygeplejerskernes nej kan give luft til nej-sigerne hos f.eks. pædagogerne og jordmødrene.
Regeringen kan stå over for at skulle sikre sig flertal i Folketinget for et lovindgreb for at stoppe en strejke på sygehusene.
Inden det kommer så vidt, skal forligsmanden dog på banen for at forsøge at mægle mellem sygeplejerskerne og arbejdsgiverne, og forligsmanden kan udsætte en konflikt med to gang 14 dage. Først fem dage efter den sidste udsættelse kan en eventuel konflikt træde i kraft.
Hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd skal nu behandle medlemmernes nej, mens man afventer afstemningerne i de andre, store offentlige fagforbund, som ventes afsluttes midt i april.
I sidste ende kan medlemmernes nej ende med et strejkevarsel, men umiddelbart anses det ikke for sandsynligt med strejke midt i en coronaepidemi.
I Sundhedskartellet, som består af en række fagforbund for forskelligt sundhedspersonale, er der samlet set flertal for de respektive overenskomstaftaler.
Seks organisationer har dermed stemt ja, mens også Radiografrådet i lighed med Dansk Sygeplejeråd har sagt nej tak.

