Politik

Danmark vil i dialog med kurderne om Syrien-børnene

Særligt nedsat taskforce skal gå i dialog med kurdiske selvstyremyndigheder i bestræbelserne på at hente børn af »danske forældre« hjem fra lejre i i det nordøstlige Syrien.

En ny taskforce skal arbejde på, at »børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt«. 19 børn med tilknytning til Danmark befinder sig ifølge Udenrigsministeriet i lejrene al-Hol (foto) og al-Roj i det nordlige Syrien. Foto: Delil Souleiman/AFP

Danske embedsmænd skal i dialog med de kurdiske selvstyremyndigheder i det nordøstlige Syrien i dets arbejde med at undersøge, om de børn med tilknytning til Danmark, der sidder i kurdiske fangelejre, kan hentes hjem uden deres forældre.

Det fremgår af et kommissorium - altså en opgavebeskrivelse - for den »Task Force Evakuering« som et bredt politisk flertal for nylig blev enige om at nedsætte.

De kurdiske selvstyremyndigheder i det nordøstlige Syrien har hidtil afvist ideen om, at europæiske lande kan hjemtage børn fra lejrene uden forældrene.

Vicepræsidenten for det kurdiske område i Syrien, Badran Jayakurd, sagde til TV 2 i marts, at man kun vil tillade at adskille mødre og børn »i humanitære og særlige tilfælde«, og at det kræver moderens tilladelse.

Kommissoriet for taskforcen, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, er på lange stræk er en gentagelse af den aftale, som regeringen indgik med V, SF, RV, K og LA i slutningen af marts.

»Målet med arbejdet er, at børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt,« fremgår det af kommissoriet for taskforcen, der får embedsmænd fra udenrigsministeriet for bordenden.

Taskforcen blev nedsat efter regeringen kom under stigende politisk pres for at hente nogle - eller alle - de 19 børn med tilknytning til Danmark, der sidder i kurdisk-kontrollerede fangelejre al-Hol og al Roj i det nordøstlige Syrien, hjem.

Børnenes mødre har alle enten fået frataget deres danske statsborgerskab eller er blevet afskåret konsulær bistand som følge af, at de rejste til Syrien for at bo i Islamisk Stats kalifat.

Embedsmandsgruppen skal inden den 15. maj afklare, om Danmark inden for sine internationale forpligtelser kan »foretage evakuering af børnene uden deres forælder/forældre« og præsentere »konkrete modeller« for en sådan evakuering, står der i papiret.

Arbejdet i taskforcen skal ifølge kommissoriet fokusere på i alt syv »spor«:

  • Retslige aspekter af evakuering af børn uden deres mødre.
  • Dialog med andre udvalgte europæiske lande.
  • Dialog med den kurdisk dominerede lokaladministration.
  • Trusselsvurderinger og generelle aspekter vedrørende retsforfølgelse.
  • Indledende skridt til planlægning af en evakueringsoperation.
  • Socialfaglig indsats for børnene, herunder modtagelse i Danmark.
  • Forbedring af situationen i lejrene.

Overblik: Her er Syrien-børnene

En 31-årig kvinde med to børn

Moderen er en 31-årig etnisk dansk kvinde fra en by i Nordvestsjælland. Efter at være konverteret til islam rejste hun i 2014 ned til Islamisk Stat i Syrien.

Tilknytning: Hun er dansk statsborger.

Børn: Hun har en datter på fire år. Herudover adopterede hun i 2015 en dreng på fem år. Det er ikke kendt, hvem faderen er.

Status: Familien sidder i al-Roj-lejren. Pigen lider af ptsd. Under den tidligere borgerlige regering blev det forsøgt at få familien til Danmark.

En kvinde og to børn

En 26-årig dansk-iransk kvinde med iranske forældre rejste i 2015 til Syrien for at møde en australsk mand, hun havde mødt på nettet. De blev gift og fik tre børn i Syrien.

Tilknytning: Kvinden har ifølge TV 2 mistet sit danske statsborgerskab og er nu kun iransk statsborger.

Børn: Parret har en pige på fire år og en dreng på to år. Det tredje barn – en dreng – blev dræbt under kamphandlinger i 2019.

Status: Det er uvist, om den danske kvinde og de to børn er i al-Hol eller al-Roj. Manden er i kurdisk fængsel. Kvinden har nægtet at lade børnene flytte til Danmark uden hende.

En kvinde og fem børn

Der er ikke megen information om denne familie. Kvinden er angiveligt i 30’erne og opvokset på Vestsjælland. Hun har seks børn.

Tilknytning: Både kvinden og børnene er angiveligt danske statsborgere.

Børn: Kvinden har seks børn, men det ene barn – en dreng på i dag omkring 15 år – blev i 2019 hentet tilbage til Danmark fra al-Hol-lejren. Drengen var blevet alvorligt såret af et skud i ryggen, som gjorde ham lam i benene. Det skete i forbindelse med Islamisk Stats kampe.

Status: Det er ikke kendt, hvilken lejr familien befinder sig i. Moderen har tidligere sagt til Danmarks Radio, at hun gerne vil til Danmark med sine børn.

Enke med to børn

En 32-årig dansk-marokkansk kvinde fra København rejste i 2014 med sin daværende dansk-irakiske mand til Syrien. I 2015 blev manden dræbt, og hun giftede sig igen.

Status: Moderen har fået frataget sit danske statsborgerskab og er nu kun marokkansk statsborger.

Børn: To drenge på to og tre år, som hun fik med mand nummer to.

Status: Kvinden sidder i al-Roj-lejren med sine børn.

Tvillingesøstre og en søn

To dansk-somaliske tvillingesøstre, som er i begyndelsen af 20’erne, rejste i 2014 på deres danske pas til Syrien. De er født i Danmark, men er opvokset i England.

Tilknytning: Begge har fået frataget dansk statsborgerskab.

Børn: Søstrene blev begge gift i Syrien, og de fik hver en dreng. Den ene søn blev angiveligt dræbt under et angreb. Den anden dreng er i dag fire år.

Jysk par med fem børn

En 33-årig etnisk dansk kvinde, der er konverteret til islam, og en dansk-somalisk mand fra en provinsby i Jylland. Parret – og dets dengang fire børn – rejste i 2014 til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Tilknytning: Moderen er dansk statsborger. Faderen har fået frataget sit statsborgerskab.

Børn: Familien har fem børn mellem 2 og 13 år. Fire er født i Danmark, mens det femte blev født i Syrien.

Status: Moderen og de fem børn sidder i al-Roj-lejren. Faderen sidder fængslet i et kurdisk fængsel anklaget for at støtte IS.

Dansk mand med et barn

En etnisk dansk mand, der i 2013 rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat, fik en syrisk kone og et barn.

Tilknytning: Manden er dansk statsborger.

Børn: En dreng på to eller tre år.

Status: DR mødte manden i efteråret i et fængsel, hvor han tilbageholdes. Den syriske kone og barnet sidder muligvis i al-Hol-lejren.

En pige på fire år

Faderen er den internationalt efterlyste og angiveligt afdøde terrorist Basil Hassan, der i 2013 forsøgte at dræbe islamkritikeren Lars Hedegaard. Dansk-libanesiske Hassan har ifølge USA haft en ledende rolle hos Islamisk Stat. Moderen er en hollandsk kvinde.

Status: Pigen sidder i al-hol-lejren med sin hollandske mor.

Kilder: Udenrigsministeriet, Politiken, DR og TV 2. | Tekst: Jesper Kongstad

BRANCHENYT
Læs også