Serier

Tyskland har vedtaget national nødbremse under hård coronabølge

En tredje bølge af coronasmitte, der har ramt Tyskland, er "måske den hårdeste" hidtil, siger Angela Merkel.

Corona rammer verden
Tyskland befinder sig i øjeblikket i en tredje bølge af coronasmitte. Landets forbundskansler, Angela Merkel, kalder bølgen "den måske hårdeste" hidtil. Foto: John Macdougall/AFP

Den tyske regering har tirsdag godkendt nye, nationale coronarestriktioner, der blandt andet inkluderer et natligt udgangsforbud.

Det oplyser unavngivne kilder til det tyske nyhedsbureau dpa.

De nationale restriktioner vil tilsidesætte regler på delstatsniveau.

Lovgivningen, der betegnes som en ”nødbremse”, vil foruden natligt udgangsforbud blandt andet føre til lukningen af ikke yderst nødvendige butikker. Udgangsforbuddet vil ifølge dpa vare fra 21.00 til 5.00.

Restriktionerne er tirsdag formiddag endnu ikke formelt godkendt i parlamentet. Regeringen håber dog på at kunne haste loven igennem.

Lovgivningen betragtes ifølge dpa som kontroversiel i Tyskland.

Årsagen er, at de 16 tyske delstater, der tilsammen udgør landet, i høj grad er vant til at have stor selvbestemmelse. De nye restriktioner vil betyde, at delstaterne i forhold til coronavirus ikke længere selv har det sidste ord.

Indenrigsministeren i delstaten Niedersachsen, Boris Pistorius, siger til Die Welt, at det er en ”stor fejl at tage magten fra delstaterne midt i en krise”.

En tysk forening for byer og kommuner kritiserer ligeledes lovgivningen. I avisen Rheinische Post kaldes den for ”forfatningsmæssig problematisk”.

Tyskland befinder sig i øjeblikket i en tredje bølge af coronasmitte. Landets forbundskansler, Angela Merkel, kalder bølgen ”den måske hårdeste” hidtil.

Tyske skoler skal efter den nye lovgivning vende tilbage til virtuel undervisning, hvis smittetallet stiger til over 200 per 100.000 indbyggere i området tre dage i træk. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lovgivningen vil være gældende frem til den 30. juni.

Tyskland har registreret 10.810 tilfælde af coronasmitte det seneste døgn. Målt per indbygger svarer det til knap 13 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning svarer Danmarks seneste, daglige smittetal på 514 til knap 9 tilfælde per 100.000 indbyggere.

BRANCHENYT
Læs også