R-profil overtager Morten Østergaards valgkreds
Som ventet bliver det Andreas Steenberg, der overtager kredsen i Aarhus fra den tidligere leder Østergaard.
Den tidligere leder Morten Østergaards afgang har kastet De Radikale ud i krise, og han efterlader også en valgkreds i Aarhus, som skal besættes.
Det bliver politisk ordfører Andres Steenberg (R), som skifter fra kredsen i Vestjylland, hvor han tidligere er blevet valgt ind tre gange.
Han har dog boet i Aarhus siden 2005 og glæder sig over, at han lørdag blev valgt af medlemmerne i kredsen.
- Det er jeg glad for. Det er medlemmerne, der bestemmer i et parti, så det er vigtigt at få opbakningen, det vil jeg gerne sige tak for. Jeg glæder mig til arbejdet, der ligger en stor opgave foran mig og De Radikale i det østjyske, siger han.
Andreas Steenberg har siddet i Folketinget siden 2011 og har tidligere været medlem af Regionsrådet i Midtjylland samt landsformand for ungdomspartiet.
I den seneste meningsmåling fra instituttet Voxmeter for Ritzau står De Radikale til at få 4,3 procent af stemmerne. Det er den laveste tilslutning i fem år.
Aarhus-kredsen vurderes at være en mere sikker kreds end Steenbergs gamle.
- Det er klart, at det er en mere sikker kreds. Det første mandat i Østjylland falder tidligere end Vestjylland, og det er selvfølgelig også en af årsagerne, siger Steenberg.
Han er født i Randers, men bor nu i Risskov med sin kone og to børn på fire og syv år.
Kathrine Olldag kom i Folketinget i 2019 og går efter at overtage Steenbergs gamle kreds, hvor hun er født. Hun vil dog blive boende i Vordingborg.
Som målingerne er, står partiet ikke til at få valgt to medlemmer i hendes nuværende kreds. Stemmeslugeren Zenia Stampe er det andet medlem i storkredsen.
I 2020 trak Morten Østergaard sig som leder på grund af sager om uønsket seksuel opmærksomhed fra ham mod andre i partiet.
/ritzau/