Fortsæt til indhold

Poul Schlüter er død: Læs afskedsordene

Et af vor tids mest betydningsfulde mennesker. Et ikon. Et politisk idol. Poul Schlüter får store ord med på sin sidste rejse.

Poul Schlüter, Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter (K), sov stille ind torsdag morgen. Han blev 92 år. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Politik

Danmark tager fredag afsked med sin tidligere statsminister Poul Schlüter.

Han blev 92 år.

Poul Schlüter satte aftryk og gjorde indtryk. Det står tydeligt at læse i de sidste hilsner fra politiske kollegaer og andre, der har krydset hans vej.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, skriver på Facebook:

»Vores land har mistet en af de mest betydningsfulde mennesker i vor tid.«

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, skriver på Facebook, at Poul Schlüter var »gavmild med sin tid, viden og humor over for dem, han mødte«.

»Vi fiskede sammen i Mølleåen fra haven på Marienborg. Jeg mødte min senere bedste ven for første gang i Pouls sommerhus. Og min mor var meget tæt veninde med Lisbeth Schlüter. Han var både en stor politiker og et menneske, man holdt af, når man mødte ham.«

Statsminister Mette Frederiksen skriver i et mindeord:

»Poul Schlüter var en særdeles respekteret og dygtig politiker, der brændte for Danmark. I et årti med store og svære beslutninger vil han blandt andet blive husket for den pragmatisme, som på tværs af partier kunne skabe alliancer og resultater for Danmark. Arbejdsmarkedspensionerne for at nævne noget af det helt afgørende.

Poul Schlüter var en folkekær politiker, godt og charmerende selskab. Altid med et glimt i øjet og i øvrigt en fremragende kommunikator.«

Den socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofod, skriver på Twitter:

»For os, der voksede op i 80’erne, var Schlüter en helt uomgængelig politisk figur. Han definerede nærmest et årti i dansk politik. Trods politiske uenigheder var han altid sober og ordentlig.«

Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv og tidligere minister for Det Konservative Folkeparti, skriver på Facebook:

»Mit store politiske idol som ung mand var Statsminister Poul Schlüter. Han var en fremragende samlende Statsminister, som fik ryddet op i dansk økonomi. Æret være hans minde.«

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, skriver Twitter:

»Jeg blev for alvor politisk aktiv i 80’erne, og Schlüter var en af hovedårsagerne. Tænker lige nu på nogle af hans skarpe: “Opsvinget har bidt sig fast”. “Unionen er stendød”. “Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”. Æret være hans minde.«

Poul Schlüters bortgang er et kæmpe tab, skriver debattør, forfatter og tidligere minister for Venstre, Søren Pind, på Facebook:

»Han samlede tidsånden om sig, og ramte blandt andet mig. Jeg gik med slip,s fra jeg var 12. I oprøret mod Anker Jørgensen og den indelukkede socialdemokratisme. Og i støtte til Schlüter, der sagde ting som: Vi skal producere os ud af krisen. Det skal være nemmere at være dansker. Jeg er selve symbolet på optimismen,« skriver han og fortsætter:

Schlüter brød det socialdemokratiske monopol på magten. Viste, at også borgerlige kunne regere. Gjorde Danmark større og bedre. Og skabte en borgerlige grundstemning, der stadig den dag i dag har tag i befolkningen. Han gjorde det morsomt, spidsfindigt og optimistisk - med et smil. Hvad Fogh skabte byggede han på Schlüter. Vi er ham stor tak skyldig.«

Den konservative gruppeformand, Mai Mercado, skriver på Twitter:.

»Poul Schlüter er gået bort. Han var den største og han vil blive savnet han genoprettede Danmark i en tid hvor økonomien var kørt af sporet.

Karen Melchior, medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre, skriver på Twitter:

»Dansk politik er blevet en personlighed fattigere. Tak for indsatsen til Poul Schlüter, og mange tanker til hans efterladte.«

Fra EU-Parlamentet i Danmarks officielle Twitter-profil lyder det i en fælles hilsen:

»Vi mindes hans store indsats i dansk og europæisk politik, blandt andet som medlem og næstformand af Europa-Parlamentet i årene 1994-1999. Æret være hans minde.«

Anders Fogh Rasmussen, tidl. statsminister for Venstre og tidl. generalsekretær for Nato, skriver på Facebook:

»Poul Schlüter er en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige personer i nyere dansk historie, og hans folkelige og bredtfavnende person vil blive husket med stor respekt af hele Danmark.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Politik
Poul Schlüter