Politik

Frederiksen og Kofod har holdt topmøde med Sydkorea

Der har søndag været virtuelt møde mellem Danmark og Sydkorea med fokus på grønne løsninger.

Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) har holdt et virtuelt møde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, søndag.

Det har handlet om et grønt partnerskab, skriver statsministeriet i en pressemeddelelse.

- I de kommende år sætter Sydkorea turbo på energiomstillingen og vil blandt andet arbejde for CO2-nuludledning i 2050.

- Det styrkede partnerskab åbner døre for danske virksomheder, der står klar til at levere teknologi og løsninger til gavn for den grønne omstilling og jobskabelse, skriver Mette Frederiksen i meddelelsen.

Ifølge meddelelsen er der tale om et strategisk partnerskab, der blev indgået i 2011 med Sydkorea. Det er nu opgraderet ifølge regeringen, hvilket vil give ”flere muligheder for et langvarigt og værdifuldt samarbejde”.

- Der er et kæmpe potentiale for danske virksomheder på det sydkoreanske marked, især inden for havvind.

- Samarbejdsaftalerne understreger, at det stærke grønne samarbejde mellem vores to lande allerede gavner dansk erhvervsliv og bidrager til vækst og beskæftigelse herhjemme, skriver Mette Frederiksen.

Det virtuelle møde søndag kommer forud for et møde i P4G mandag. P4G, der står for Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030, er et netværk at blandt andet statsledere, der skal fremme den grønne omstilling.

- På dagens virtuelle ledermøde er det grønne partnerskab mellem Danmark og Sydkoreas blevet yderligere styrket.

- På trods af den store geografiske distance mellem Danmark og Sydkorea er vi tæt forbundne af vores fælles indsats mod klimaforandringer, skriver Jeppe Kofod på Twitter.

Læs også
Top job