Myndighederne sænker risikoniveauet
Stabil udvikling kombineret med flere vacciner får myndighederne til at sænke risikovurderingen.
Sundhedsmyndighederne har fredag sænket corona-risikoniveauet i Danmark fra 3 til 2 på nationalt plan.
»Der er på trods af den seneste genåbning i den seneste uge set en stabil udvikling i epidemien nationalt samtidig med, at antallet af indlagte er generelt stabilt. Samtidig stiger andelen af befolkningen som er vaccineret. På den baggrund nedjusteres risikoniveauet til 2 nationalt,« lyder det i den nye risikovurdering fra de nationale sundhedsmyndigheder.
For de enkelte regioner bliver Region Sjælland også nedgraderet til risikoniveau 2, som både Region Midtjylland og Region Syddanmark allerede befinder sig på.
Hovedstaden og Nordjylland fastholdes på niveau 3, fordi smitten her er højere.
Risikoniveauet har indirekte effekt på hvilke restriktioner, der gælder, fordi vurderingen bliver brugt, når regeringen skal træffe beslutninger på området.
Det er repræsentanter fra Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Rigspolitiet og Justitsministeriet, der sidder i arbejdsgruppen, som fastsætter risikoniveauet.
I den nye risikovurdering bliver det også oplyst, at man nu ser størst smitteproblemer hos 20-24-årige - det »vurderes at afspejle de seneste større genåbninger herunder lempelser af forsamlingsforbuddet.«
»Yderligere bemærkes det, at ifølge data fra HOPE-projektet er borgernes opmærksomhed på afstand faldende, mens antallet af smitterelevante kontakter fortsat er stigende. Dog er tilslutningen til 1. vaccination i uge 21 på 37 pct., hvilket må forventes at mindske smitterisikoen ved kontakter betydeligt,« står der også i vurderingen.
Tidligere fredag blev der også offentliggjort nye rejsevejledninger, som afspejler, at der også i udlandet sker en positiv udvikling. De nye rejsevejledninger åbner således for flere lande og regioner end tidligere.