Serier

Heunicke i samråd om vaccinesituationen: Selv hvis vi kun har Pfizer, er alle vaccineret i september

Sundhedsminister Magnus Heunicke var onsdag i samråd, hvor han skulle redegøre for konsekvenserne af, at Sundhedsstyrelsens vaccinekalender gang på gang er blevet udskudt, bl.a. fordi vaccinerne fra Astrazeneca og Johnson og Johnson er suspenderede. Ministeren kunne dog ikke svare på, hvad det koster samfundet.

Corona rammer verden
Sundhedsminister Magnus Heunicke ankommer til åbent samråd om vaccinationsprogrammet og corona-relaterede udgifter. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Selv hvis vi kun vaccinerer med Pfizer, vil alle danskere i vaccinationsprogrammet – alle over 16 år, på nær gravide og ammende kvinder – kunne blive vaccineret senest ved udgangen af september.

Det sagde sundhedsminister Magnus Heunicke på et samråd onsdag, hvor han skulle redegøre for konsekvenserne af, at Sundhedsstyrelsens vaccinekalender gang på gang er blevet udskudt, bl.a. fordi vaccinerne fra Astrazenica og Johnson og Johnson er blevet taget ud af det danske vaccinationsprogram.

»Målet er at skabe så høj grad af gennemsigtighed som muligt. Men vaccinationskalenderen bygger på prognoser og estimater, og derfor er datoerne desværre blevet rykket. Nogle vaccineproducenter har været meget stabile, men de bliver trumfet af dem, der er problemer med,« forklarer Magnus Heunicke, der anerkender, at det har »kæmpe konsekvenser«.

I januar meldte Sundhedsstyrelsen ud, at alle kunne være vaccineret 27. juni, men siden er kalenderen skredet, så forventningen nu er, at alle kan være færdigvaccinerede midt i september.

Da vaccinerne fra Astrazenica og Johnson og Johnson blev taget ud af vaccinationsprogrammet, kritiserede analysefirmaet Airfinity i Politiken myndighedernes vaccinekalender for at være for optimistisk. Ifølge deres beregninger, kunne alle danskere først være stukket i november. Men det er de danske sundhedsmyndigheder altså ikke enige i, sagde ministeren på samrådet.

»Selv hvis vi kun havde Pfizer, ville vi ultimo september kunne vaccinere alle de danskere, der på nuværende tidspunkt er en del af vaccinationsprogrammet,« sagde Magnus Heunicke.

Dertil kommer de forventede leverencer fra Moderna og måske også fra den endnu ikke godkendte Curevac, sagde han.

Sundhedsministeren oplyste desuden, at der den 8. juni er 13.787 danskere, der er vaccineret med enten Johnson og Johnson eller Astrazenica i tilvalgsmodellen, hvoraf »klart flest« har fået Johnson og Johnson.

Intet svar på økonomiske konsekvenser

Sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti Per Larsen spurgte ministeren, om forsinkelsen fra Curevac og godkendelsen af Pfizer til børn kunne betyde, at Pfizer og dermed vaccinekalenderen bliver forsinket:

»Man kunne godt frygte, at profetien om september ikke sker fyldest. Sidder ministeren ikke også med en vis bekymring over det?« spurgte han.

Men ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke er der ingen garantier, men han forventer, at leverancerne kommer som aftalt.

»I starten havde Pfizer voldsomme forsinkelser, fordi de skulle udbygge deres produktion - men siden da har de leveret meget sikkert og pålideligt. Og de aftaler, der er lavet, er det vores helt klare forventning bliver overholdt. Jeg kan ikke komme med fuldstændige garantier.«

Det var netop De Konservatives Per Larsen og Rasmus Jarlov, der havde kaldt ministeren i samråd for at få ham til at forholde sig til den danske vaccinesituation, og de to spørgere havde også ønsket at få ministeren til at redegøre for »omkostningerne for statskassen og tabt BNP i 2021« ved fortsatte daglige massetests, restriktioner m.v.

Men det kunne ministeren ikke svare på.

»Det er vanskeligt at foretage en samfundsøkonomisk vurdering af betydningen af at tage de to vacciner ud af programmet,« sagde Heunicke og tilføjede, at Danmark er langt i genåbningen, og at ikke alle restriktioner behøver forlænges, selv om vaccinekalenderen bliver det.

Det ærgrer Rasmus Jarlov.

»Ministeren siger, at det er vanskeligt at regne på. Det er rigtigt, men jeg synes, det er tvingende nødvendigt. Jeg ved ikke, hvor stort tallet er. Derfor spurgte jeg. Men jeg tror godt, vi kan gå ud fra, at der er tale om milliarder. Vi er ærgerlige over, at der ikke er regnet på det, og at vi alene træffer beslutninger ud fra sundhedsmæssige vurderinger,« sagde han, der derfor sluttede samrådet af med at opfordre »kraftigt« til at regne på omkostningerne af de sundhedsmæssige beslutninger, der træffes.

Her kan du se, hvornår Sundhedsstyrelsen forventer, at din aldersgruppe kan blive vaccineret:

Vaccinationsplan

GennemførtPlanlagt (leveranceplan foreligger)Forventet (prognose)
Forventet 1. stik færdiggjortForventet 2. stik færdiggjort
Dec. Jan. Feb. Mar. Apr. Maj Juni Juli Aug. Sep.
53 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36
Plejebolig mv.
Over 65 år*
Borgere over 85 år
Frontpersonale
Personer med øget risiko
Pårørende til risikogrupper
Borgere 80-84 år
Borgere 75-79 år
Borgere 65-74 år
Borgere 60-64 år
Borgere 55-59 år
Borgere 50-54 år
Borgere 16-19 år og 45-49 år
Borgere 20-24 år og 40-44 år
Borgere 25-29 år og 35-39 år
Borgere 30-34 år
* Borgere over 65 år, som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje. Version fra 1. juni 2021.
Kilde: Sundhedsstyrelsen | Grafik: Boy Repenning

BRANCHENYT
Læs også