Politik

Morten Østergaard har været i dialog med cBrain siden foråret

I kølvandet på en række sager om krænkelser sygemeldte Radikales daværende politiske leder, Morten Østergaard, sig fra sit embede i Folketinget. Nu har han fået nyt job, og arbejdsgiveren fortæller her om ansættelsen.

Morten Østergaard har siddet i Folketinget i mere end 15 år, men har nu fundet arbejde i den private sektor.

Den tidligere minister, forhenværende partiformand for Radikale Venstre og folketingsmedlem Morten Østergaard meddelte onsdag på sin Facebook-side, at han har anmodet om at træde ud af Folketinget.

1. august tiltræder han en stilling som klimarådgiver hos det børsnoterede softwareselskab cBrain, der leverer digitaliseringsløsninger til især den offentlige sektor.

Finans har talt med cBrains topchef, Per Tejs Knudsen, om nyansættelsen.

Hvad er det præcis for en stilling, som Morten Østergaard har fået hos jer?

»Han skal hjælpe os med at udvikle klimastrategien. Morten har enorm indsigt i klimaområdet og har som bibemærkning en digital fortid og har også været i Videnskabsministeriet. Det at forstå løsningerne og at kommunikere dem, tror jeg, at Morten kan hjælpe os med, og så kan han også åbne nogle døre.«

Er det en fast eller midlertidig stilling?

»Det er en fast stilling. Nu er han blevet ansat med det formål, at han skal hjælpe os.«

Hvad gør ham til den rigtige mand til jobbet?

»Han er jo klimaforkæmper allerede, og så ved han utroligt meget om de ordninger, der skal understøttes, og hvad de skal bruges til. Han har evnen til at eksekvere hurtigt, og det er en fælles passion, Morten og jeg har. Det, er det, der er brug for på klima lige nu.«


Hvornår begyndte I og Morten at drøfte muligheden for, at han kunne arbejde for jer?

»Vi har haft nogle dialoger i foråret. Jeg har talt med mange mennesker om klima, og der har jeg selvfølgelig også mødt ham. På et tidspunkt ringede jeg til ham og sagde, at han kunne selvfølgelig også komme ind og hjælpe med sådan noget. Jeg har en liste af mennesker, som jeg tror kan gøre en forskel. Jo mere jeg taler med Morten, des mere går det op for mig, hvor meget han faktisk ved.«

Hvilken værdi ser I i Morten Østergaards politiske erfaring og netværk?

»Internationalt vil han stå stærkt. Jeg ved faktisk ikke, hvor meget effekt han har i Danmark, men jeg håber på, at han internationalt har et netværk, der kan sætte os i forbindelse med de mennesker, vi gerne vil tale med. Den politiske erfaring, netop hvordan man formulerer de budskaber og kommunikerer tingene, tror jeg, han vil være rigtig god til at hjælpe os med.«

Hvad tænker du om, at Morten Østergaard har været sygemeldt fra sit arbejde i Folketinget i mere end et halvt år, indtil nu hvor han melder sig arbejdsklar hos jer?

»Det er klart, at han er folketingspolitiker, så der er meget opmærksomhed omkring det, men for mig at se er det ikke ualmindeligt, at når folk har været sygemeldte et stykke tid og begynder at vågne op, vil de sige, hvad så? Personligt vil jeg sige, at når man har haft tre-fire ministerskaber, tror jeg også, at jeg ville finde på noget andet, og det har han så også vurderet. Det er jo ikke forbudt at snakke med nogen, og det handler jo om at komme på banen igen.«

Synes du, der bør gælde andre regler for folkevalgte?

»Jeg håber, der gælder de samme regler. Ellers har vi vel et problem. I min verden bør der gælde de samme regler. Når man er synlig, er der selvfølgelig mange holdninger til det. Har man valgt jobbet som folketingsmedlem, må man leve med, at der er utrolig mange holdninger.«

Hvilke overvejelser har I gjort jer om de seksuelle krænkelsessager, som Morten Østergaard har været involveret i og i sidste ende fik ham til at forlade politik?

»Jeg har ikke dybere indsigt i, hvad der lige er foregået hos De Radikale, så det har jeg svært ved at kommentere. Det eneste, jeg kender til, er det, der er diskuteret i pressen. Det, jeg har meget respekt for, er, at Morten tager den fulde konsekvens. Han diskuterer det ikke, og det, tror jeg, er det rigtige, han har gjort der. Jeg kan ikke forholde mig til hans sager. Vi har en personalepolitik, og jeg er overbevist om, at Morten kan både læse, forstå og overholde vores personalepolitik, ellers ville jeg være meget overrasket. Vi har en HR-afdeling ligesom alle andre, og når man bliver ansat, får man udleveret en håndbog om, hvordan virksomheden agerer på alle områder.«

Det børsnoterede softwarehus cBrain, der siden 2002 har leveret digitale løsninger til især offentlige instanser, er et selskab i fremgang. I 2020 steg dets omsætning til 120 mio. kr. - en vækst på 25 pct. Selskabet handles på Nasdaq-OMX i København, og dets aktiekurs er det seneste halvandet år flerdoblet.

BRANCHENYT
Læs også