Politik

Patientforeninger opfordrer til snarligt regeringsindgreb i strejke

4.750 sygeplejersker er i strejke. Derfor er mindst 40.000 kirurgiske indgreb og ambulante aftaler med patienter blevet udskudt landet over. Nu kalder patientforening på et regeringsindgreb.

Nyreforeningen har sympati med sygeplejerskernes lønkrav, men er bekymret for nyrepatienters helbred. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Sygeplejersker deler materiale ud og laver larm ved Nørreport Station for at få opmærksomhed på sygeplejerskestrejken og overenskomstforhandlingerne, i København torsdag den 22. juli 2021. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Regeringen bør skride ind og sætte en stopper for konflikten, hvis der ikke er faldet en aftale på plads mellem de strejkende sygeplejersker og danske kommuner og regioner inden 14 dage.

Sådan lyder det fra Nyreforeningen, som repræsenterer 5.550 medlemmer, der til daglig kæmper med forskellige nyresygdomme.

»Patientsikkerheden må ikke komme i fare, og vi mener derfor, at der er behov for, at parterne finder en løsning på konflikten inden for de næste 14 dage, ellers er situationen så tilspidset for vores allersvageste medlemmer, at vi er nødt til at appellere til, at der gennemføres et regeringsindgreb,« siger Malene Madsen, landsformand for Nyreforeningen.

Det er uholdbart for så syge mennesker.

Malene Madsen, landsformand for Nyreforeningen

Hun understreger, at foreningen har sympati for sygeplejerskernes lønkrav, men at hun er så bekymret for situationen på landets sygehuse og for nyrepatienters helbred, at hun åbner op for et regeringsindgreb som en potentiel løsning, hvis parterne ikke kan nå hinanden ved forhandlingsbordet.

»Lige nu kører sygehusene på pumperne. Alt ikke-akut udsættes, og vi ved fra tidligere strejker, at det kan påvirke patientsikkerheden fremadrettet,« forklarer Malene Madsen.

4.750 sygeplejersker har strejket siden den 19. juni. Derfor er mindst 40.000 kirurgiske indgreb og ambulante aftaler med patienter blevet udskudt landet over.

Fra 10. august opjusteres konflikten, når yderligere 702 sygeplejersker går i strejke.

Det er også på den baggrund, at Nyreforeningen opfordrer regeringen til at skride ind.

»Allerede nu er der nyrepatienter, der udsættes for en stor risiko for at få livstruende infektioner. Det er en meget, meget svækket gruppe, og det er derfor, vi er nødt til at råbe vagt i gevær,« siger Malene Madsen.

Hun forklarer, at på grund af strejke på karkirurgiske afsnit og blandt narkosesygeplejersker har flere dialysepatienter oplevet længere ventetider på at få indopereret en fistel, der er en adgangsvej til at få blodet renset i dialyse. Derfor må nyrepatienterne gå længere tid med et akut kateter, som øger risikoen for infektion.

»Det er uholdbart for så syge mennesker, hvor en infektion er livstruende,« siger Malene Madsen.

Nyreforeningen er ikke de eneste, som mener, at det er tid til et regeringsindgreb. Tidligere på måneden var Lungeforeningen ude i Radio4 og tale for et regeringsindgreb.

»Jeg tror ikke, man kommer uden om et indgreb fra regeringen i den her konflikt. Jeg tror simpelthen ikke på, at forhandlerne kan blive enige, så lad os få et regeringsindgreb så hurtigt som muligt,« sagde Lungeforeningens formand, Torben Mogensen, til radiokanalen.

Han kritiserer desuden den danske model for ikke at give mening i det offentlige sundhedssystem.

»Vi har jo set lignende tilfælde før. Man kan strejke rigtig længe, men så snart det begynder at gå ud over patienterne, så laver regeringerne et indgreb. Det skaber en ubalance. Vi bliver snart nødt til at finde frem til en model og nogle systemer, der sikrer, at folk får en retfærdig løn,« sagde Torben Mogensen.

Dansk Sygeplejeråd strejker for bedre løn og arbejdsvilkår. Lige nu strejker 4.750 sygeplejersker i regioner og kommuner, men i løbet af august opjusteres konflikten ad to gange med samlet set næsten 1.000 sygeplejersker.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er der tale om et strategisk udtag af sygeplejersker, som med formand Grete Christensens ord har til hensigt at »gøre ondt« hos sygehusvæsenet.

Det er særligt området for visitation til private tilbud, der vil blive ramt.

Læs også