Politik

Landbrugsprofeti om kæmpe jobtab stemples som forkert af minister

Landbrug & Fødevarer afviser kritikken af sine beregninger med tilhørende årlige skønnede BNP-tab på 8,2 mia. kr.

Arkivfoto: Marius Renner. 

Da Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) i weekenden krævede flere statslige penge på bordet for at lette landbrugets regning ved den grønne omstilling, var det med dystre økonomiske beregninger fra landbrugets interesseorganisation under armen.

Ifølge beregningerne fra Landbrug & Fødevarer vurderes det, at regeringens oplæg til grøn omstilling i landbruget kunne få mere end 14.000 arbejdspladser til at forsvinde og barbere 8,2 mia. kr. af det danske bruttonationalprodukt.

Men nu affyrer regeringen en bredside mod beregningerne.

»Landbrug & Fødevarers beregningerne bygger på et fejlagtigt og yderst mangelfuldt grundlag. Deres beregninger bygger på den eksisterende regulering. Det er netop derfor, at regeringen fra start har foreslået en ny og mere omkostningseffektiv reguleringsmodel. Men det tager Landbrug & Fødevarer slet ikke højde for,« lyder det i en skriftlig kommentar fra landbrugs-, fiskeri- og fødevareminister Rasmus Prehn.

Landbrug & Fødevarer vedstår, at beregningerne er foretaget uden at justere for løfterne i regeringens seneste reviderede udspil til en aftale .

Men det kan ifølge Landbrug & Fødevarer ikke være anderledes, da der i det nye udspil fra regeringen ifølge Landbrug & Fødevarer mangler konkrete tiltag.

»Det er korrekt, at beregningerne er lavet på baggrund af det oprindelige udspil. Men selvom regeringens reviderede udkast indeholder ord og gode hensigter om bedre reguleringsmodeller samt en second opinion på det faglige grundlag, så er det netop ord uden beskrivelse af indhold. Det kan der ikke regnes på,« lyder det i en skriftlig kommentar fra miljødirektør Anders Panum fra Landbrug & Fødevarer.

Den dystre vurdering fremgår af Landbrug & Fødevarers beregninger på indholdet af et 31 sider langt baggrundsnotat udarbejdet af Seges, der er et såkaldt videns- og innovationshus under Landbrug & Fødevarer.

Ifølge ministeren kan der ligefrem vise sig at være gevinster gemt i regeringens oplæg til grøn omstilling i landbruget i form af mange nye grønne jobs i landbrugs- og fødevaresektoren.

Men ifølge Landbrug & Fødevarer har de ikke fået noget konkret positivt, at sætte ind i deres regnemaskine.

»Vores beregninger er et oprigtigt forsøg på at forudse konsekvenserne for rigtige mennesker og deres rigtige jobs. Os bekendt har regeringen netop ikke fremlagt konsekvensberegninger. Hvis regeringen har tal liggende i skuffen, som ændrer på tabet af arbejdspladser, vil vi opfodre til, at de lægges frem i offentligheden hurtigst muligt,« skriver Anders Panum fra Landbrug & Fødevarer.

Læs også