Politik

Kampen om formandsposten ulmer allerede i DF

Blot få timer efter, at Thulesen Dahl annoncerede sin exit, er der gang i kampen for at erstatte ham.

De første sværdslag om, hvem der skal blive ny formand for DF, er begyndt at falde. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Efter fire valgnederlag i træk har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, onsdag meldt ud, at han vil have et ekstraordinært årsmøde om valg af formand. Og at han ikke selv genopstiller.

Allerede samme dag er spillet om, hvem der skal erstatte ham, begyndt. Og kritiske røster i baglandet er begyndt at stemple ind.

Til Politiken siger flere medlemmer af Dansk Folkeparti, at afgangen bør føre til en oprydning i hele ledelsen.

- Jeg mener, at de fire-fem mennesker i ledelsen, som tegner partiet i offentligheden, efterhånden bør erstattes af nogle andre, siger nu forhenværende medlem af byrådet i Faxe Kommune Steen Petersen til avisen.

Ligeledes nu tidligere byrådsmedlem for partiet Bente Abrahamsen siger til Politiken:

- Mon ikke hele ledelsen skal skiftes ud efterhånden. Jeg tror, at de er kørt træt i det.

Dansk Folkeparti har siden katastrofevalget i 2019 været plaget af uro omkring ledelsen og slet skjulte forsøg på oprør mod formanden.

Morten Messerschmidt blev valgt som næstformand i 2019 og er en åbenlys kandidat. Han er dog dømt for svig og dokumentfalsk - en dom han har anket.

- Det er noget, jeg vil overveje, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg nu på syvende år går rundt med en stor sky over hovedet, som jeg stadigvæk afventer en afklaring på, siger han om et mulig kandidatur.

Til TV2 News har Søren Boel Olesen, der har siddet i byrådet for partiet i Holstebro, åbent bragt partiets medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod, i spil til posten. Han mener, at Peter Kofod er den, der kan samle partiet.

Peter Kofod er en ung komet i partiet, der har en høj stjerne hos stifter Pia Kjærsgaard og hendes fløj.

- Jeg har ikke nogen kommentarer, siger Peter Kofod i den forbindelse.

På den helt modsatte fløj står partiprofilen Martin Henriksen, der åbent har kritiseret ledelsen og kursen på udlændingepolitikken, som han mener er for blød.

Det har bragt ham i direkte opposition til både Pia Kjærsgaard og Peter Kofod.

Martin Henriksen blev valgt til partiets hovedbestyrelse med flest stemmer af alle kandidater ved Dansk Folkepartis årsmøde i år.

Til TV2 siger han, at han står ved sin kritik af både ledelsen og kursen. Men at han endnu ikke har nogle kommentarer til, hvorvidt han kunne finde på at stille op.

En ny formand skal findes ved, at Dansk Folkepartis hovedbestyrelsen i weekenden laver en plan for processen og indkalder til ekstraordinært årsmøde med valg til formand på dagsordenen.

Læs også
Top job