Politik

Krænkelser: Arbejdsgivere skal kunne fratages retten til at have elever

Landets største kvinde-fagforening, HK, kræver, at arbejdsgivere skal kunne miste retten til at uddanne elever, lærlinge eller praktikanter ved gentagne krænkelser.

Anja C. Jensen er nyvalgt som formand for HK og første kvinde i spidsen for landets næststørste fagforening. Hun vil gøre ligestilling til en mærkesag og kræver handling mod krænkelser på arbejdspladsen. Foto: Nicolai Lorenzen

Arbejdsgivere skal kunne miste retten til at uddanne elever, lærlinge eller praktikanter, hvis arbejdspladsen gentagne gange er ramme for grove krænkelser af medarbejdere under uddannelse.

Det kræver HK-formand Anja C. Jensen på baggrund af flere grove sager med elever, som landets næststørste fagforening - og største kvindeforbund målt på antal kvindelige medlemmer - har håndteret for medlemmer under uddannelse, men også den aktuelle oprulning af seksuelle krænkelser af bl.a. praktikanter på tv-stationen TV 2.

»Vi er nødt til at se på, hvordan vi beskytter elever bedre. Vi har set det med journalistpraktikanter på TV 2, og vi har også selv haft en grov sag med seksuelle krænkelser af HK-elever på en stor arbejdsplads. Det er ofte eleverne, der er de mest sårbare. Derfor skal det være nemmere at stoppe en elevfabrik, hvor de bliver krænket one-by-one,« siger Anja C. Jensen.

»De seneste afsløringer af seksuelle krænkelser er sket på TV2, men jeg er nødt til at sige, at det også foregår på helt almindelige arbejdspladser, og lige nu fylder seksuelle krænkelser meget i den offentlige debat, men lige bagefter de seksuelle krænkelser følger almindelige krænkelser som f.eks. mobning,« tilføjer Anja C. Jensen.

Hun vil møde op med kravet om at kunne sortliste arbejdsgivere, når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard efter nytår fortsætter trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne og fagbevægelsen om at sætte ind overfor krænkelser på arbejdspladsen.

Forhandlingerne sker i lyset af det seneste års MeToo-bølge med afsløringer af seksuelle krænkelser i politik, på mediearbejdspladser, i kulturlivet og i erhvervslivet.

Også næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Majbrit Berlau vil have fokus på de unge i forhandlingerne.

»Vi har sagt, at bekæmpelse af krænkelser overfor de unge på arbejdspladserne skal være en del af den kommende trepartsaftale. Vi ved, at de unge er særligt udsatte, og derfor skal vi også iværksætte en særlig indsats overfor dem,« siger hun.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard slår fast, at hele debatten om krænkelser på arbejdspladsen kun bliver vigtigere for hver sag, der kommer frem i offentligheden.

Det skal være nemmere at stoppe en elevfabrik, hvor de bliver krænket one-by-one.

Anja C. Jensen, formand for HK

Han understreger, at de sager, der er bragt frem, er for omfattende til ikke at handle - uanset om forhandlingerne med arbejdsgiverne og fagbevægelsen fører til en aftale.

»Jeg er glad for de input, som HK kommer med. Jeg vil hverken afvise eller love det, men vi skal have fundet nogle løsninger i de brancher, hvor krænkelserne oftest sker, og det er typisk i de lavest lønnede job, at der sker flest krænkelser,« siger Peter Hummelgaard.

Viceadm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen vil ikke forholde sig offentligt til kravet fra HK, da trepartsforhandlingerne er i gang.

»Det undrer mig meget, at HK går ud og lancerer specielle forhandlingskrav, når vi sidder i et forhandlingsrum og har fortrolige drøftelser af et meget alvorligt emne,« siger Pernille Knudsen.

Læs også
Top job