Politik

Myndighederne: Vi har nu samfundssmitte med omikronvarianten

Sundhedsmyndighederne fastslår, at omikron-varianten smitter internt i landet og ikke længere kan spores tilbage til rejseaktiviteter.

Sundhedsmyndighederne oplyste på et pressemøde tirsdag, at vi nu har samfundssmitte med omikron i Danmark. Foto: Ritzau Scanpix

Vi har samfundssmitte i Danmark med omikron-varianten.

Sådan lød meldingen på et pressemøde tirsdag om coronasituationen med Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Styrelsen for Forsyningssikkerhed og Statens Serum Institut.

Her redegjorde Annette Lykke Petri for smittetilfældene med omikron-varianten. Hvor alle smittetilfælde i Vestdanmark kan spores tilbage til en julefrokost i Viborg og en koncert i Aalborg, hvor en person, der deltog, havde taget smitten med ind fra udlandet, er det ikke tilfældet i Østdanmark.

»Vi kan ikke relatere alle smittetilfælde til én enkelt smittekæde. Vi har nu samfundssmitte med omikron-varianten,« siger Annette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hun blev bakket op af Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut:

»Over 90 pct. af smittetilfælde er folk, der er smittet i Danmark, så der er ikke længere en importeret sygdom,« fastslår han.

Henrik Ullum oplyste, at der nu er fundet 398 tilfælde af omikron-varianten i Danmark. Det første tilfælde blev fundet d. 27. november.

Anerkendelsen af samfundssmitten får Sundhedsstyrelsen til at ændre retningslinjerne, så nære kontakter til nære kontakten - altså 3. led - ikke længere skal gå i isolation.

»Vi har samfundssmitte, så derfor justerer vi på forsinkelsesstrategien, vi havde i starten, hvor vi manglede viden. Retningslinjerne var meget hårde i starten, men nu anbefaler vi ikke længere nære kontakters nære kontakter at gå i isolation. Ellers ville vi lukke store dele af samfundet ned,« siger direktør Søren Brostrøm.

Han mener, at der skal kigges på yderligere smittebremsende tiltag.

»Der ligger en erkendelse af, at det vi gør nu, nok ikke er tilstrækkeligt,« siger han på pressemødet.

Statens Serum Institut er pt. i gang med at lave forsøg og kliniske studier, som skal fastslå vaccinernes effektivitet mod omikron-varianten.

Læs også
Top job