Det kom frem i dag: Det var »uheldigt«, at Fødevarestyrelsen gav danske minkavlere indtryk af, at de var tvunget til at aflive raske mink uden for smittezonerne. Det sagde dagens første vidne, kontorchef i Fødevarestyrelsen Camilla Brasch Andersen, som selv havde været med til at skrive brevet. Brevet – som Fødevarestyrelsen rettede efter nogle dage – brugte flere gange ordet »skal«. Der stod også, at minkbesætningerne skulle være aflivet inden den 16. november 2020, som var fristen for at opnå tempobonus. Brevet blev skrevet og sendt til samtlige minkavlere, selvom flere medarbejdere i Fødevarestyrelsen godt vidste, at der ikke var lovhjemmel i Lov om hold af dyr til at kræve raske mink uden for 7,8 km-smittezonerne aflivet. Camilla Brasch Andersen troede dog, at regeringen havde fundet lovhjemmel til beslutningen andetsteds: »Vi har jo meldt ind flere gange, at vi ikke mente, at der var hjemmel til det,« sagde hun. Vidnet fortalte også, at flere medarbejdere i Fødevarestyrelsen var »rystede« og »påvirkede«, da de hørte, at alle mink skulle slås ned. Selv græd hun den dag: »Vi har ikke prøvet at udrydde en hel art for at bekæmpe en sygdom før,« sagde hun Endelig slog Camilla Brasch Andersen fast, at myndighederne ikke havde medvirket til tvangsaflivninger uden for smittezonerne i perioden fra 3.-8. november 2020, altså medvirket til aflivninger uden lovgrundlag. Dagens andet vidne, chefkonsulent i Erhvervsministeriet, Søren Bøllingtoft Knudsen, kunne oplyse, at en mail, som tidligere har vakt opsigt i Minkkommissionen, slet ikke handler om aflivning af mink. Midt under Mette Frederiksens pressemøde den 4. november 2020 skrev han til flere ministerier: »Der er i 11. time opstået tvivl om hjemmelsgrundlaget for tvangslukningen« Mailen omhandlede alene en tvivl om hjemmel til kompensation til minkavlere, forklarede han – og altså ikke hjemmel til aflivningerne , som er kommissionens primære fokus. Hans chef, Torben Skovgaard Andersen, gav samme forklaring i sidste uge. Dagens afhøringer:
Formiddag: Camilla Brasch Andersen, kontorchef i Fødevarestyrelsen
Eftermiddag: Søren Bøllingtoft Knudsen, tidligere chefkonsulent i Erhvervsministeriet
Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.