Politik

Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne vil reformere skattesystemet i nyt politisk projekt

En lavere aktiebeskatning og en »top-top-skat« er blandt Moderaternes nye politiske forslag.

Lars Løkke Rasmussen stifter Moderaterne til Grundlovsdag og lancerer samtidig partiprogrammet. Arkivfoto fra Folketingets åbning i oktober.

I nattens mulm og mørke har tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen lanceret ni politiske forslag, der skal skyde hans nye parti Moderaterne i gang.

Blandt de ni forslag er flere bud på store reformer i Danmarks økonomi. Blandt andet en større gentænkning af det danske skattesystem.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen og hans politiske netværk, skal skattesystemet laves om, så Danmark kan blive rigere - også på tværs af sociale skel.

»Fakta er, at vi har OECD’s højeste skattetryk og er et af de mest lige samfund i verden. Lad os nu have modet til at lave et moderne skattesystem, der på en og samme tid fastholder ambitionen om fairness og gør os fuldt konkurrencedygtige i forhold til de lande, vi konkurrere med om investeringer, arbejdspladser og arbejdskraft,« fremgår det af Moderaternes hjemmeside.

En del af forslaget er at mangedoble jobfradraget, så det bedre kan betale sig at arbejde. Topskattegrænsen skal hæves markant, og i stedet skal der indføres en mellemskat på 10 pct.

Derudover skal der indføres en »top-top-skat« til de allerrigeste i Danmark, ligesom at beskatningen på aktier, iværksætteri og investering skal sænkes til et internationalt konkurrencedygtigt niveau. Det fremgår ikke hvordan en sådan »top-topskat« skal indrettes, eller hvor lav beskatningen på investering konkret skal være, hvis det står til Moderaterne.

»Nogle vil påstå, at vores skatteforslag er socialt skævt, fordi skattelettelser i kroner og øre altid er størst hos dem med stor personlig indkomst, når man sænker en procentsats. Andre vil mene, at tanken om en ’top-top-skat’ er uhørt og udtryk for ren og skær misundelse,« fremgår det af Moderaternes hjemmeside og fortsættes:

»Men tænk lige efter: Vores forslag gør hele samfundet rigere og øger vores muligheder for at investere mere i fælles velfærd i fremtiden; bedre ældreomsorg, mere forskning, grøn omstilling, bedre infrastruktur o.s.v. Og det er vel fair, at dem, der på det personlige plan får allermest ud af reformen, også bidrager til den.«

Læs også
Top job