Serier

Østrig har vedtaget omstridt lov om vaccinepligt

Østrig bliver med godkendelse i parlamentet det land i EU, der har de strengeste krav om vacciner til voksne.

Corona rammer verden
Det bliver nu strafbart ikke at lade sig coronavaccinere i Østrig. Her er det en mand, der lader sig vaccinere i et supermarked i Wien i sommeren 2021. Arkivfoto: Alex Halada.

Parlamentet i Østrig har torsdag aften godkendt en lov, som giver alle borgere i landet pligt til at lade sig vaccinere mod covid-19.

Der er både gulerod og pisk i den nye vaccinelov. Med tvangsbøder og store pengepræmier.

Et stort flertal i parlamentet - 137 mod 33 - støtter beslutningen. De satser på, at den nye vaccinelov vil være et effektivt våben mod fremtidige bølger af covid-19 og ikke bare mod den aktuelle omikronvariant, der lige nu dominerer i hele Europa.

Det betyder, at alle voksne over 18 år har pligt til at lade sig vaccinere. Sker det ikke, vanker der store bøder. Helt op til 3600 euro eller knap 27.000 kroner ifølge dpa.

Østrig bliver dermed det land, der har de strengeste krav om vaccinepligt inden for EU, skriver Reuters.

Titusinder af østrigere har i ugevis demonstreret mod vaccinepligt.

Den nye lov træder i kraft 1. februar. Men først midt i marts vil myndighederne kontrollere, om den overholdes.

Målet er at få så mange vaccineret, så covid-19 ikke længere udgør en trussel mod den bredere befolkning.

- Jo flere mennesker, der bliver vaccineret mod covid-19, jo færre vil dø af konsekvenserne af coronapandemien, sagde Østrigs sundhedsminister, Wolfgang Mückstein i debatten i parlamentet, der ledte op til afstemningen.

Loven skal også forbi Forbundsrådet 3. februar til endelig godkendelse, skriver avisen Kronen Zeitung.

I forbindelse med loven er der udskrevet et stort lotteri med en milliard euro i præmier. Det skal anspore folk, der ikke er vaccineret, til at få det gjort.

Frem til torsdag er 72 procent af hele Østrigs befolkning fuldt vaccineret mod corona. Det hører til i den meget lave ende i EU. I Danmark til eksempel er over 80 procent fuldt vaccineret ifølge Statens Serum Institut, og det er også af hele befolkningen.

Det er hele bredden af politiske partier i Østrigs parlament - regeringen og oppositionen - der støtter loven om vaccinepligt. Det stærkt højreorienterede Frihedsparti stemte dog imod.

Læs også
Top job